Jeg har altid været slem til at være lidt sen på det med at pynte til jul – måske fordi jeg synes, andre er alt for tidlige! Hmm!
Men i år går det helt stille og roligt og i det tempo, der er bedst for mig!
I går hjalp Christian mig med at hente kasserne med julepynt på loftet og med at sætte lys op uden for, som han har gjort hvert år, mens jeg har boet her. Det er fint at gøre 1. december. Og så hyggede vi os lidt bagefter sammen med Christina og hendes kæreste, som var her for 1. gang.
Diki elsker, når de kommer her! – ja, det gør jeg jo også, og de siger, det er så hyggeligt!
Jeg havde købt nye batterier og faldt også for nogle nye lyskæder til indendørs brug og nogle af de tykke “bloklys” med timer og fjernstyring (hvad de dog finder på!), så i dag har jeg gjort nogle ting klar, men kun lidt ad gangen. Så nu er “is-figurerne” hængt op i entré-vinduet – dem købte jeg det 1.år, jeg boede her. Og grankoglekransen er pyntet med en ny lyskæde og hængt op på gadedøren.
Og adventstagen, som datteren lavede til mig for 3 år siden, er blevet frisket op og har fået en kæde med små kugler. Allerede sidste år skiftede jeg en af hjertestenene ud med en med et grantræ, jeg er lidt vild med de skønne sten, hun maler!