Det sidder i maven endnu! Forskrækkelsen og lettelsen over, at det lykkedes mig at redde Alfred, en stor Berner Sennen hund, som Diki og jeg mødte i morgenmørket midt i trafikken på Erritsø Byvej.

Da jeg fik øje på ham, var han på vej over den stærkt trafikerede vej med børn på cykler og mange biler – sort og svær at se, hvis det ikke lige var pga hans størrelse – men helt upåvirket af trafikken!

Han stod lidt rådvild, men glad og logrende, midt på vejen, han var på eventyr! Jeg kiggede mig omkring, men han var ikke sammen med nogen, så jeg kaldte på ham, og heldigvis kender han os, for vi stopper tit op og snakker med ham og hans lidt ældre “bror”, når de står i deres forhave og gør voldsomt ad forbipasserende – men ikke os, for vi snakker jo med dem.

Så han kom heldigvis hen til os på fortovet og vimsede glad om os, det store bjerg, som han er. Vi må vist hellere følge dig hjem, sagde jeg til ham, så vi vendte om og gik tilbage og hen ad den vej, han bor på, og han fulgte glad med. Nåh ja, han smuttede da lige lidt ud på vejbanen igen, så jeg var glad for, at bilisterne åbenbart havde set os og kørte langsomt. Han havde ikke halsbånd på, så jeg kunne ikke holde ham.

Da vi kom til hans hjem, stod hoveddøren åben til haven, så jeg kaldte højt, indtil ejeren kom ud og tog imod Alfred – “din bandit!”, sagde han og forklarede, at han var lukket ud i haven for 2 minutter siden – nåh jah det var måske lidt underdrevet! Heldigvis havde han netop selv fortalt mig for et par dage siden, mens vi stod på hver sin side af hegnet om haven, at Alfred har fundet ud af, at han kan springe over hegnet! Ja, det var jo faktisk det, jeg huskede, da jeg mødte ham midt i mørket og morgentrafikken.

Min forskrækkelse meldte sig faktisk først, da jeg var kommet hjem. Jeg fik uro i maven og havde svært ved at “falde ned” ved tanken om, at jeg kunne have stået og set Alfred, det glade “læs”, blive kørt ned!

Godt, at vi kender hinanden, ligesom vi har mange andre hundevenner i nabolaget.