Jeg blev inviteret med på udflugt i ældstesønnens nye bil – 2. gang, jeg kører med, og jeg nyder det hver gang!
Der ligger jo flere ting i det:
Det er hyggeligt at være sammen med familien – i dag sønnen, svigerdatteren og barnebarn Christina.
Det er stadig skønt at opleve hele familiens glæde over, at hans muligheder er ændret så radikalt!
Som i dag: svigerdatteren havde fri weekend og foreslog, at de kunne besøge hans Far (som døde for over 9 år siden). Det er få gange, han har besøgt gravstedet, som ligger 100 km herfra, fordi han har været afhængig af andres hjælp og transport i 5 år.
Så målet lå fast: vi besøgte gravstedet og kunne se, at (næsten) alt så pænt ud, lige bortset fra, at en karakteristisk japansk løn med røde blade var forsvundet. Ja, jeg vidste det godt fra tidligere besøg, men det er stadig lidt ØV! Vi ved ikke, om den er gået ud eller hvad, men den var så smuk, og den blev plantet af Søren for 30 – 40 år siden! Måske er det en lille rest af den, der er skudt op på samme sted? Vi havde lidt småting med, det er jo ikke lige årstiden for nyplantning. Men det bliver i hvert fald passet fint af kirkegårdsgraverne.
Vi kørte også lidt rundt i den lille by, som Søren stammer fra, og hvor vores børn har holdt mange ferier!
Næste mål var Pejsegården i Brædstrup, hvor vi har spist mange gode måltider, både mens vi boede der, og senere.
Også i dag! Hvor de 3 af os fik et meget vel tilberedt Stjerneskud og den 4. dagens ret: Herregårdsbøf med fritter og bearnaise. Alle var godt tilfreds og meget mætte!
Det er virkelig en fornøjelse at køre i Multivan’en. Far og datter underholdt os fra forsæderne med fællessang! Genny’en er forsvarligt tøjret midt i bilen, og kvinderne hygger sig på bagsædet. Kan det være bedre?
Tak for i dag!
I ser vel nok godt ud, allesammen ! – og ikke mindst “DYT’en” – flotte farver den har!