Hvordan klarer man sig som handikappet

Da vi var på Julemærkehjemmet Fjordmark i sidste uge, var vi kørende i ældstesønnens næsten nye VW Multivan, handikap bil. Vi havde aftalt med forstander Lasse, at børnene skulle have lov at se både bilen og den “Genny” = Segway til handikappede, som Jan har som hjælpemidler.

Det var en stor succes! Efter aftensmaden gik vi først ud til bilen, der er en flot rød og hvid “varebil”, indrettet efter ejerens behov.

WOW, sagde en af drengene, hvem kører dig så? Det var et godt stikord til at vise, hvordan bilen virker med lift, automatgear, og speeder og bremse flyttet over til venstre ben. Sidstnævnte kan også klappes op og en anden kan bruge tilsvarende pedaler til højre ben.

Inde i Storstuen, hvor der er plads til alle, fortalte Jan om sit liv og sit arbejde som smed, mobil-kranfører og brandmand, før han fik dårlig hofte og blev opereret med så dårligt resultat, så han nu flere år ikke har kunne gå.

Den eldrevne “kørestol”, han har købt nu, svarer til en Segway, men bygget til at sidde på. Han demonstrerede, hvordan han styrer og kører den med kroppen, og hvordan den vælter, hvis strømmen slukkes.

Mon der var nogen, der havde lyst at prøve? Ja! Én modig dreng rakte fingeren op og klarede det fint efter instruktion.

Så var der andre, der også turde! Også Ida, som havde fødselsdag den dag!

Det var en rigtig god aften, hvor børnene kunne spørge om alt, hvad de ville vide, og alle hyggede sig!

2 tanker om "Hvordan klarer man sig som handikappet"

  1. Et dejligt indlæg. Og børnene har helt sikkert indset, at de ikke er alene om at have problemer. Dejligt, at din søn nu har gode hjælpemidler. Venlig hilsen Jette Renard

  2. Det var da helt genialt at bruge anledningen til et lille foredrag og hands-on. Det betyder jo også, at de børn ikke længere er fremmede over for folk med handicaps, men godt kan se personen i det, og ikke bare handicappet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *