Ældstesønnen, Christina og jeg har “gjort” messen i formiddag (helt stille og roligt, for i dag skulle jeg ikke “arbejde”!) , slentre, kigge, snakke! Ikke mindst det sidste! For sønnens “Genny”-kørestol vækker altid opsigt, og der var som sædvanligt flere, der skulle spørge til, hvad det var for et køretøj, og hvordan den virker osv. Allerbedst var, at vi mødte en meget flittig “tæppetante”, som jeg kender, og som har sclerose, hvilket betyder, at hun sommetider sidder i kørestol. Hun og hendes datter var selvfølgelig specielt interesserede, og hun havde absolut mod på at prøve køretøjet, da hun fik tilbudet! Christina fulgte hende rundt på en lille køretur, og hun strålede af glæde! Sådan én ville hun ønske sig i julegave!
Sønnen fandt også, hvad han ønskede sig i julegave! For efter at have kigget på mange forskellige symaskiner fandt han lige den optimale! Nemlig en kæmpestor PFAFF, der kan DET HELE! incl. broderi, quiltning osv.
Den var på introduktions-tilbud: 53.000,- normalpris 69.000! Fundet for de penge! Sikke en drøm!
Det var meget hyggeligt – og billigt! For udover en kop kaffe m/kage var det kun Christina, der brugte penge! En lillebitte “trøstemus” til nøgleknippet og 30.000 plastikperler til at supplere lageret op, for 150 kr – det var sørme billigt! Jeg havde fortalt hende om tilbudet hos Panduro i går, og det var det, der var årsag til vores udflugt i dag. Hun havde været så fornuftig at skrive en list over, hvilke hun manglede, og dem fandt hun alle. Tilbud: 10 poser med 1.000 perler pr. pose for 50 kr!
Christina laver fantastiske perlebilleder, f.eks. som HER, eller denne fantastiske gave til mig: HER