Jeg har et par stille dage, hvor tankerne går 10 år tilbage. Jeg har en svaghed for at mindes disse dage i november, og det gør jeg ved at gå tilbage her på bloggen og læse, hvordan vi havde det, da vi mistede Søren.

I morgen er det 10 år siden. Men dagene forinden er værd at mindes, dengang det 1½ år gamle sygdomsforløb pludselig nærmede sig sin afslutning.

Jeg tænker stadig på, at det var godt for Søren, men også for mig og vores børn, at han nåede at komme hjem efter 2 uger på sygehuset, så han kunne være i sine vante omgivelser og med familien omkring sig – selv om det så kun blev 2 dage.

Jeg har sagt det mange gange: det var godt, at han ikke fik det værre, det var godt for ham, at han stille og roligt blev befriet for lidelser!

Og jeg har klaret mig godt og er kommet godt videre. Hvad mere kan man ønske sig, når nu den nådesløse sygdom ramte!