…sagde min datter til mig for ca. ½ år siden, da jeg havde besluttet at stoppe i Styregruppen i Projekt Puttetæpper. Men jeg var ikke rigtig klar, så jeg aftalte med de andre at “gå på ½ tid!”, hvordan det så kunne fungere.

Det kunne det sådan set godt, og efter næsten 20 års frivilligt arbejde som “ildsjæl” i det flotte projekt, kunne det være en passende måde at trappe ned på, min alder taget i betragtning.

Men nu er det slut!

Forskellige omstændigheder går mig på, og mennesker, der står mig nær, støtter mig i, at jeg vil have det bedst med den beslutning.

En fjerdedel af mit liv har jeg haft det fantastisk sjovt med at knokle med det – sammen med skiftende entusiastiske “tæppetanter”. Både dem, der ville være med i styregruppen og alle de mange, der syede tæpper til børn på de forskellige julemærkehjem. Til at begynde med (1997 – 2007) kun til ét hjem, ca 120 tæpper pr år.

Jeg er helt bevidst om, at jeg var medvirkende til, at det voksede, sådan at vi begynde at give nogle få tæpper til børn på de andre julemærkehjem, og efterhånden blev der syet tæpper nok til alle børn på alle 4 – og senere 5 julemærkehjem. Det var virkelig stort, og det vil have en betydning for mig personligt, som jeg aldrig vil holde op med at være stolt af.

Det har været et kæmpe arbejde, og det har givet mig et dejligt indhold i mit liv – både at sy tæpperne og at være med til at organisere det.

Sådan havde jeg det også i de mange år, jeg var meget aktiv i spejderarbejde, såvel i aktivt arbejde med børnene, som organisatorisk. Det er det der med “ildsjælen” !

Men spejderarbejdet sluttede, helt selvvalgt og ikke mindst pga min alder dengang (60 år).

Nu slutter arbejdet i Projekt Puttetæpper, for mit vedkommende hvad Styregruppen angår. Andre vil føre det videre, og jeg vil fortsætte med at sy tæpper til børnene.

Det har været et turbulent år, hvor vi bl.a. oplevede det utrolige, at Julemærkehjemmene havde stort overskud af tæpper! Det var faktisk ikke så sjovt! For hvad skulle vi gøre med alle de tæpper? Der var mange forslag, som ikke rigtig passede ind i konceptet. Det forslag, som en af forstanderne og jeg kom frem til i fællesskab – en tanke, vi begge havde fået – blev, at vi kunne lade børnenes søskende under 14 år få et tæppe hver – så blev det i de berørte familier. Dette forslag kunne de øvrige i Styregruppen også godt gå ind for. Og de tæppetanter, vi fik i tale kort tid efter på tæppetante-træf, havde heller ingen indvendinger. Det har senere vist sig, at der var nogle, der var direkte imod – men ingen har kunne komme med et andet forslag, der passede til formålet. F.eks. har flere sagt, at vi kunne sælge nogle af tæpperne til fordel for Julemærkefonden. Men det har altid været en ufravigelig regel, at når en tæppetante havde syet tæppet til et barn, så kunne det ikke sælges!

Dette tumultariske forløb har ikke generet mig. Jeg står stadigvæk ved, at det var det bedste, vi kunne gøre, hvilket hjemmene også mener, da det passer sammen med, at de netop prøver at inddrage familierne.

Men samarbejdsproblemer, som er opstået i kølvandet, har jeg ikke overskud til at klare. Derfor må jeg trække mig, for det må ikke gå ud over projektet.

Jeg har været meget glad for at være med, og for alle de dejlige mennesker, jeg har haft med at gøre. Og stolt over, at vi i fællesskab kunne glæde børn, der trænger til omsorg og opmuntring, med den uvurderlige gave, som et puttetæppe er!

Så dette må være det, der er bedst for mig!