Svære spørgsmål

Ebbe stiller nogle meget relevante spørgsmål, og da han nu er så glad for Whisky, spørger han også om vores gamle schæferhund Baloo, som døde, da Ebbe kun var 2½ år gammel, så han kan ikke huske ham, men vi har et par gode billeder af Baloo på væggen i alrummet, fordi han betød noget helt særligt for os.

baloo01-1

I går spurgte han, om Baloo bare lige sov og døde? Nej, det gjorde han ikke, jeg fortalte ham, at Baloo var meget syg og til sidst ikke kunne stå på sine ben, så den sidste aften måtte vi bære den store hund ind fra haven, og næste morgen ringede vi efter dyrlægen, der gav ham en indsprøjtning, så han faldt i søvn og døde uden at mærke det.

I dag spurgte han, hvor dette billede var taget, og så fik han historien om, at Søren pludselig ville have den elskede hund med til Provence, hvor vi skulle besøge hans ungdomsven (som har taget billedet), hvordan vi pakkede bilen, så Baloo kunne ligge ovenpå bagagen og kigge ud i stedet for i bagagerummet, og hvordan alle, han mødte i Tyskland og Frankrig syntes, han var sådan en dejlig hund. Og om det blå lagen, han lå på i bilen og alle steder, vi overnattede. Det lagen pakkede vi ham ind, da vi 2 år senere begravede ham i haven, hvor Søren med hjælp fra naboen gravede et kæmpestort hul, og drengene plantede hver en blomst.

Ebbe lytter meget opmærksomt, han vil vide besked!  Jeg har også fortalt ham om “Hundens 11 bud”, og vi har snakket om de enkelte bud, og hvordan man skal forstå dem. Dem frisker jeg lige op og forklarer, hvorfor det var det bedste, at vi bad dyrlægen lade Baloo dø.

Og så spørger han: Men så gammel er Whisky ikke, vel? Nej det er han heldigvis ikke.

En tanke om "Svære spørgsmål"

  1. hej Hanne.

    Ja det er en af de svære ting at tage hul på, hvergang vi anskaffer os et dyr, ved vi jo at en dag mister vi en god ven, Børnene forstår det jo også, men der er forhåbentlig mange gode år i whisky endnu.

    Kh fra Laila

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *