Vemodigt

Vi var blevet enige om, at vi ikke ville forny pasning af gravstedet i Kjellerup ud over 1. januar 2020. Det var ikke nogen nem beslutning, men der er alt for langt – over 100 km – og det er derfor sjældent, at nogen besøger Søren og hans forældre. Det er nu over 10 år siden, at han blev bisat der, som han havde ønsket, og det er hhv 62 og 32 år siden for forældrenes vedkommende. Jeg har aldrig kendt Sørens Far, og børnebørnene har ikke kendt hverken ham eller deres Oldemor.

Jeg er overbevist om, at Søren ville have været enig!

Vi havde fået at vide, at vi kunne hente, hvad vi ville, inden 1. marts, for der sker ikke noget på kirkegården om vinteren.

Der var en Rhododendron og nogle Azalea’er, som vi selv havde sat. og nogle flade røde sten, Igaliko-sten, som Søren havde haft med hjem fra Grønland, samt en blå krukke, jeg har plantet til år efter år.

Det blev hentet i dag af ældstesønnen i hans store bil, Christian til “det tunge” og mig. Store baljer var medbragt. Christian gravede nemt buskene op, og én efter én transporterede sønnen baljerne på sin Genny ud til P-pladsen. Jeg rev sammen over hullerne og passede på den fine granpyntning, som har holdt sig flot i denne milde vinter.

Så nu har vi taget afsked!

Et “Stjerneskud” på Pejsegården i Brædstrup på vejen hjem er næsten blevet tradition, og i dag var vi endda heldige og fik hilst på legendariske Grethe Nygaard, som har skabt og drevet Pejsegården i mange, mange år. Det er datteren, der nu har stået i spidsen for det hele i en hel del år, men engang imellem er Grethe tilbage ved roret, og det var rigtig hyggeligt at hilse på hende – det syntes hun også!

2 tanker om "Vemodigt"

  1. Hei!
    Jeg lurer på hvorfor den eine generasjon heiter Sørensen og den neste Schrøder?
    Helsing Sigrun R., Norge.

  2. Hej Sigrun! Min mand blev døbt både Sørensen efter sin Fars familie og Schrøder efter sin Mors familie.
    Vores børn blev døbt Schrøder Sørensen som deres Far, men jeg hed “kun” Sørensen (+ mit eget mellemnavn Hector).
    Alle blev kaldt Schrøder, også jeg, selv om jeg ikke hed det, og det var for upraktisk, især i økonomisk henseende, så vi slettede Sørensen, før børnene blev voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *