Vi havde fællesspisning i går aftes, altid en hyggelig begivenhed, som de fleste af beboerne her deltager i. Vi får maden udefra og skiftes til at dække bord, rette an og rydde op. Og så synger vi altid før maden og i pauserne, det er dejligt.
Da vi nåede til kaffen i går, var et par stykker ude og ryge, og de kom ind og fortalte, at det var spejlglat ude på terrassen, der er bygget af træ og en del af en lang rampe, som går halvvejs rundt om huset og kan bruges af dem, der bruger rollator eller kørestol. Åbenbart var der faldet isslag, mens vi spiste, for det regnede bare, da vi kom.
Isslag er ikke rart, vi er jo alle ældre og mere eller mindre bange for at falde! Men det, der pludselig gav panik, var tanken om de 2 ældste, et ægtepar begge i ’90-erne, hvor den ene går meget dårligt med rollator, og den anden efter en blodprop for nylig slet ikke kan gå på sine ben, men sidder i kørestol. Hvordan skulle de komme ned ad rampen? Trapperne ved for- og bagdør kan de ikke benytte.
Vi diskuterede mulighederne – kunne man ringe efter hjemmehjælpen, som måske får hjælp af Brand & Redning i sådanne tilfælde? Den alarmknap, de 2 har, lå derhjemme, den kan man ikke bruge i Fælleshuset, for der kommunikeres via en radio, når den aktiveres. Men en af os kunne gå hjem til dem og aktivere den og forklare problemet?
Heldigvis forefindes der salt i huset til påkommende tilfælde, og det blev drysset ud på rampen, mens andre kunne konstatere, at det kun var trærampen og gelænderet, der var så glat, mens asfalten nedenfor ikke var glat.
Vi har et ægtepar, der er yngre end os andre og meget praktiske og hjælpsomme, når nogen har brug for det. De var ikke med til spisningen, fordi de havde andet for den aften – men HURRA! vi kunne se, at de var kommet hjem, og de kom gerne til hjælp.
De fik lige et glas vin sammen med os, og så kunne de konstatere, at saltet havde virket, og i fællesskab gelejdede de vore 2 gamle naboer ned ad rampen og hjem, langsomt, men sikkert!
Nu snakker vi om, hvad vi kan gøre permanent ved den rampe, så vi ikke står i den situation en anden gang. Vi var ellers ved at snakke om, at de måtte sove derovre – der er gæsteværelser, hvoraf det ene er i stueetagen, de andre oppe ad en “hønsestige” = meget stejl trappe til 1. etage.
Ha! ha! – det var godt, det ikke blev aktuelt!