“Patchwork for alle mødes i Viborg” = en gruppe på Facebook, havde sy-søndag hos Centrum symaskiner i Viborg, og det er næsten blevet en tradition, at Birgith og jeg mødes ved Hampen Sø og kører sammen det sidste lange stykke – dertil har vi lige nøjagtig lige langt, og det er hyggeligt at køre sammen.
Men det var ved at gå galt denne gang, for jeg kunne se, at jeg måske ikke havde benzin nok, så jeg ville tanke op, inden jeg kørte fra Erritsø. Men jeg kunne ikke få dækslet til min benzintank op, det sad urokkeligt fast!
Hvad skulle jeg gøre? Melde afbud kunne jeg ikke, for Birgith var jo på vej ! Så jeg måtte tage chancen, jeg mente, der var nok til at nå Hampen, og så kunne jeg finde en tank på vejen hjem. Men hvor mange benzintanke har betjening, så jeg kunne få hjælp til at skrue det forbistrede skruelåg af?
Da vi nåede tilbage til Hampen og min bil efter en hyggelig dag i Viborg, viste benzinmåleren, at der var en god sjat tilbage (og der var ikke gult lys endnu) ! Så jeg kørte meget økonomisk, mens jeg holdt godt øje med måleren – fra Vejle med gul markering, men stadig en sort streg. Jeg turde ikke engang køre forbi familien i Sandal, hvor sønnen eller Christian måske kunne have skruet låget af – jeg var bange for, at det var de sidste dråber, jeg kørte på – og sørme kom jeg helt hjem! Puh ha!
Og så er det godt, jeg har gode naboer! Det er ikke første gang, at vores praktiske yngste nabo har hjulpet mig. Han måtte bruge værkstøj og smørelse, men det lykkedes! Jeg må snart finde ud af, hvad jeg kan glæde ham med!