Det er dejligt at synge med på sangene, som DR1 p.t. sender hver morgen med Philip Faber som forsanger. Til Dikis undren stiller jeg mig op foran TV og synger med af fuld hals.
Jeg er vokset op med morgensang i skolen – hver dag, jeg har sunget i kor i mange år, både som barn i skolen og som voksen i kirkekor.
Og ikke mindst sang vi 4 søstre rigtig meget derhjemme, så meget, at vores Far lod os “optræde”, når vi havde gæster. Den næstbedste historie hvad vores søster-sang angår var, da vi hørte, at naboen hver aften lukkede sit vindue op for at lytte med, når vi sang til opvasken! Det gjorde vi oprindeligt for ikke at komme op at skændes !!!
Den bedste historie var, at vi opfyldte vores Fars store ønske om at synge “Nu er jord og himmel stille” flerstemmigt i kirken ved hans bisættelse. En sang vi vores spejderfamilie kendte som en dejlig godnat sang. Det var enestående for alle, ikke mindst for os selv. Og tænk at vi kunne!
Jeg har heldigvis bevaret min sangstemme og kan uden ret meget besvær synge de høje toner (lidt for høje efter min mening, når det nu skal være fællessang!), og jeg kan selv høre, at det stadig er rent – dejligt! En gang imellem slår stemmebåndene “knuder” og det bliver en smule skurrende, men skidt med det. Det er dejligt at synge, ikke mindst i denne triste tid.
Så hermed en kærlig sanghilsen til mine søstre, mine børn og resten af min familie!
Hej Hanne,
Dejlig tradition at synge sammen. Jeg husker ogsaa tydeligt morgensangen paa skolen gennem alle aarene. Vi stod taet klemt sammen i den lille forgang og op ad trappen. Mange af drengene broed sig vist ikke meget om det, men det var slet ikke til diskussion om man skulle synge med eller ej.
Vi der er vokset op med musik paa den maade skal saette pris paa det, det har praeget os kulturelt og menneskeligt.
Vores hjem var jo ogsaa musikalsk, som du skriver. Vi grinte tit af at Far jo selv ikke sang rent. Men uanset det, blev han altid opfordret i foreninger og hos spejderne til at synge for, fordi han ikke var bange for at foere an.
Jeg husker at jeg som barn havde en saerlig ting sammen med far, vi elskede begge at hoere musik i radioen. Han og mor fortalte tit om, at jeg ofte sad med oeret klemt op mod radioen for at hoere musikken bedre. Jeg var ikke i tvivl om hvor jeg havde den interesse fra.
Da far de sidste aar var saa syg at han intet kunne andet end at sidde i sin stol dagen lang, var hans store samling kassettebaand hans pryd. Og naar vi gav ham en ny lille samling, blev han saa glad.
Mor var lang mere musikalsk end far, men gik mere stille med det, som med alt andet.
Det er et godt initiativ at DR arrangerer morgensang, nu hvor folk er forment adgang til alle mulige “live” forlystelser. Mon de er blevet inspireret af Italienerne, der er blevet kendte for at synge og danse “sammen” fra hver sin altan, for at holde humoeret og moedet oppe.
Dejlige minder, nogle vemodige, andre morsomme. Selv var jeg som yngste søster lidt til grin, når jeg ti opvasken troligt sang med på tyske og engelske sange uden at forstå et kvæk. Fællessangen på dr er en god ide på mange måder. Ikke bare godt for humøret og som erstatning på det manglende sociale samvær men også gavnligt for lungefunktionen. Kh Lotte
Ja, det har vi altid haft og har stadig stor fornøjelse af! Og mange gode minder.
Jeg kan bl.a. huske, at når vi skulle “optræde” for gæster. så var Gitte somme tider så genert. at hun stod bagved en lænestol og sang!
Det voksede hun fra, og et af mine mest elskede minder er hendes solosang “En rose så jeg skyde” og vores fælles korsang “Nu er jord og himmel stille” ved Fars kiste.
I overvandt mig og jeg sang “En rose saa jeg skyde” fra orglet til Mors begravelse. Det var svaert!
Det glemmer vi aldrig! Der var ikke et øje tørt i kirken, og mange spurgte bagefter, om det var en professionel sangerinde!