Feriebørn, kusinebesøg og en god bridgemakker.

Jeg kan ikke sætte billeder ind, før jeg forhåbentlig får hjælp i eftermiddag. Jeg ville ellers have vist mit færdige Silke Bouclé Chevron Scarf, som er blevet rigtig sødt.

Og heller ikke af feriebørnene og Whisky. Men det kommer.

Det var igen i går en travl dag med fysioterapeut, som gik tur med Søren ude på vejen, og nu har han fået godkendelse til at gå op og ned ad trappen alene! Det er stort! Så er han uafhængig.

Og mens de gik tur, kom hans trofaste bridgemakker kørende i sin landrover for at høre, om Søren er frisk nok til være med til at spille igen fra næste mandag! Ja, DET er han! Og hvor er det dejligt, når en mangeårig makker holder fast. Han var en af de første, der kom på besøg, da Søren blev syg, og han har hele vinteren hentet og bragt Søren til den ugentlige klubaften. Så nu er de med igen, først når 2. halvdel af sommerturneringen afvikles i august, og derefter ved sæsonstart i september. Så nu må vi se, om han også kommer igang i onsdag-eftermiddags-klubben.

De 2 kusiner kom for at se til ham i går til kaffe, og jeg havde gjort klar til aftensmad også. Af en eller anden grund har de aldrig fået min yndlingsgæste-gryderet “Sirikits livret” – en gammel opskrift, min mor engang fandt i et blad og skrev af til mig, mens vi boede i Grønland. Den har jeg godt nok lavet mange gange: med svinemørbrad, carry og flere forskellige slags frugt og grøntsager, samt mandler ovenpå, og så ris til, den gør altid lykke, og de var også begejstrede, så de måtte jo have opskriften!

Det er altid hyggeligt, når de er her, og vi kunne sidde ude og drikke kaffe og spise konditorkager! – det var dejligt! Men al den aktivitet har været rigeligt for Søren, for han er næsten ikke til at få “op til overfladen” i dag, han vil bare sove!

Men vi hygger os, børnene har været i bad, Christian klarer det selvfølgelig selv, og Christina fik lov at svømme i badekarret en times tid! Så i eftermiddag skal vi på biblioteket og på shoppetur for at købe fødselsdagsgave til deres mor, som har fødselsdag i morgen.

5 tanker om "Feriebørn, kusinebesøg og en god bridgemakker."

  1. Jo, Kirsten, den forstod jeg godt! Den er også god, og børnene kan rigtig godt lide den, så den må jeg vist sætte på ved lejlighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *