Jeg er så glad for, at jeg kan få hjælp i min lille have! Og Christian siger, at han er glad for at kunne hjælpe mig! Så kan det vist ikke blive mere perfekt 😉
I dag fik han lov at låne sin Fars store bil, og så kørte jeg med ham ud til “Tantes Have”, hvor jeg indløste et gavekort fra min fødselsdag sidste år og købte det træ, jeg har drømt om: et Japansk Paradisæbletræ med røde blade og små røde frugter til efteråret. Det var endda et rigtig fint et, med en høj stamme og mange sidegrene, solidt bundet op. Det er jeg meget, meget glad for. Tak til de 3 sypiger!
Det er noget frygtelig jord, vi har i de små haver her, så det var hårdt arbejde for Christian at grave 2 store huller – ét til det nye træ og ét til den opstammede pil, som har stået i en krukke i flere år, og hvor den næsten ingen jord havde, men bare rødder! Nu fik den også et stort hul og en hel sæk plantejord blev delt imellem de 2. Jeg glæder mig enormt til at se, hvad der sker, når de får gode vilkår. De fylder et hul ud mellem nogle rhododendroner, og meningen er, at de skal camouflere den grimme plankeværk og skråningen med “biodiversitet” !!
Christian beskar også min sommerfuglebusk, som voksede sig vældig stor sidste sommer. Det har han ikke prøvet før, men jeg har lært af en gartner, hvor godt det er, at den bliver beskåret lige netop nu! Så bliver den lige så stor og tæt med mange blomster som sidste år.
Det var en hyggelig eftermiddag, og Christian gjorde mig endnu en tjeneste, da han kørte på genbrugspladsen med alle grenene, som vi havde samlet i sække – han havde en presenning med til at lægge i bilen, så den fine bil ikke blev griset til!!