Svigerdatteren havde fødselsdag og fridag fra arbejde, så vi kørte børnene hjem efter deres lille ferie her. Vennerne med deres søde tvillinger havde lagt ferieturen deromkring også, så vi fik den i vores familie traditionelle fødselsdags-is-chokolade i haven i det skønne vejr. Det er en herlig måde at få chokolade på, når man fejrer fødselsdag om sommeren. Da jeg var barn, og vi boede i mine bedsteforældres sommerhus hele sommeren, havde både min mor, min moster og 3 af os søstre fødselsdag fra juni til august, og da fik vi altid is-chokolade og kringle. Chokoladen blev kogt i en stor gryde, som blev kølet af natten over i den lille madkælder, for vi havde ikke køleskab. I dag er det nemt med kakaomælk.
Kold kakaomælk el. kakaoskummetmælk hældes i et højt glas, en klump vanilleis lægges i og der toppes med flødeskum. Sugerør og en lang teske eller toddyske med sugerør bruges til indtagelsen. Det smager bare godt!
Og så grillede sønnen store bøffer senere.
Børnene havde glædet sig meget til at give deres mor gaver og fine tegninger, de havde lavet, mens de var her. Og hendes overraskelse var tydelig, da hun kom til deres store pakker. Hvordan har I købt det? har I penge? Jow, jow, vi havde fået penge med af Far, og så har vi selv købt det sammen med Farmor! (Og de måtte beholde resten til lommepenge! – men de brugte dem faktisk ikke.) Så deres mor fik de Rosendal glasskåle, som hun havde ønsket sig, i 3 str., fordi de tilfældigvis var på tilbud, så de fik noget ud af pengene.
Det er dejligt, at Søren er blevet så mobil nu, at han igen kan komme med på besøg og holde til at gå lidt rundt. Og tvillingerne er så fortrolige med de 2 store børn, som godt gider lege med dem, så alle havde en dejlig dag.
hej
Det ser rigtig hyggeligt ud og lyder også meget dejligt, med en is, måske skulle man se om man kan finde en i fryseren…..
Hej,
Lyder dejligt med denne drik, det må jeg prøve
Jeg kan ikke se dine billeder
Det er da ærgerligt, Helle, men det må vist være et problem hos dig?