…en telefon, en hund en PC og mit håndarbejde!

Ja, tænk, hvis jeg sad lukket inde og isoleret på et plejehjem, hvilket min alder godt kunne indikere, hvis jeg ikke var heldig!

I dag og i går har jeg ikke talt med nogen mennesker face to face – kun i telefon og heldigvis med både en søn (2 gange!) og en veninde. Men når jeg går tur med Diki, hilser jeg på flere – hver gang – i eftermiddags var det en lille dreng, der var lidt bange for Diki, men hans mor og jeg fik ham beroliget, og han gav Diki en lille godbid (som jeg altid har i lommen). Og da vi kom tilbage, stod en af mine naboer og kaldte på Diki, som hun elsker at give små godbidder, Det lyder måske ikke af så meget, men jeg føler mig ikke ensom, og jeg kan gå de ture, som jeg har lyst til.

PC’en og håndarbejdet betyder også, at jeg hele tiden er i kontakt med andre. Jeg fik mange kommentarer vedr. den bluse, jeg blev færdig med og viste billede af på Facebook og her på bloggen i forgårs, og i dag har jeg lavet et lille “lyn-kursus” i “Quilt-as-you-go” – en metode til montering af tæpper. Pr. mail forstås – med mange links til billeder. Det er sjovt for mig at finde frem og sætte sammen, og nu kan jeg så følge med i, hvad hun får ud af det!

Håndarbejdet betyder både beskæftigelse og tilfredsstillelse – jeg elsker både at strikke og sy. Og jeg kan både se TV og evt. en film, eller høre radio. Ja, jeg strikker jo også, når jeg læser – avis og en bog.

Så jeg keder mig ikke, jeg føler mig bestemt ikke isoleret, og jeg har vænnet mig til ikke at komme nogen steder – næsten!

Men tænk, hvis man sad isoleret og ikke selv kunne bestemme!