Når nøden er størst – er hjælpen at have en god familie!

Jeg var virkelig på den i formiddags:

Jeg kørte til Daugaard med Diki, som skulle klippes (dejligt!), og de 2 timer, det tager, havde jeg en aftale med kusinen i Vejle om en kop kaffe på hendes terrasse.

Pludselig ringer det på hendes dør: en nabo spørger, om hun har en gæst og gør opmærksom på, at min bil, som holder parkeret derude, har et fladt dæk på højre baghjul! Og JA – det var virkelig fladt! Luften må være sivet ud, for jeg havde ikke bemærket noget, men nu var det helt galt.

Hva’ nu? Jeg er ikke i Falck, og jeg kunne ikke finde mit Autohjælp-kort, som jeg aldrig har brugt!

Diki skulle hentes om ½ time, og hvordan skulle jeg bære med ad med det, og hvordan kom vi hjem.

Som så mange gange før, når jeg er i knibe, ringede jeg til barnebarnet, som heldigvis lige var kommet hjem, hun mente nok, hun kunne hjælpe, men hendes far sad ude i bilen, og i løbet af et kvarter var de der. Han kan ikke (som handikappet i kørestol) skifte hjul, men med ham som bisidder, kunne Christina – hun er sørme dygtig! Sikke et håndelag!

Jeg forsøgte at ringe til hundefrisøren, men hun tog jo ikke tlf., fordi hun arbejdede med Diki. Efter flere andre forsøg på kontakt fik jeg en besked igennem til hendes kæreste og fik besked tilbage, han kunne bare blive der, til jeg kom.

Sønnen syntes ikke, jeg skulle ud og køre på motorvej med reservehjul, så han kørte os til Daugaard, hvor jeg kun ½ time forsinket kunne hente en mor-syg, men fin og nyklippet Diki! Og så kørte vi stille og roligt i egen bil ad landevejen hjem!

Hvor er det skønt med en hjælpsom familie!