Puh ha, det var med hjertet oppe i halsen, jeg “jagtede” Diki – nej jeg jagtede ikke, for så går det galt, men jeg fulgte efter ham med godbidder og snor, da han pludselig kom i tanker om, at han skulle på eventyr! Og det kunne godt være gået galt!

Jeg har opdraget ham til at kunne færdes her inde i det lukkede område mellem husene i andelsforeningen, og han har også flere gange fået lov at komme med ind hos naboen, som gerne vil have hans besøg – altid sammen med mig.

Og det var der, han var med i dag, hvor de sad udenfor i det gode vejr og havde besøg af en slægtning, der var kørende på en “tri-cykel” sammen med en medarbejder fra plejecenteret, hvor hun bor. De ville også gerne hilse på ham, MEN… da de kørte af sted på cyklen fulgte han efter dem – det var sjovt! Og han ville i hvert fald ikke med mig hjem, ligegyldigt hvor meget jeg kaldte og lokkede!

Jeg hentede hans snor og en håndfuld godbidder og fulgte efter, men han holdt sig lige uden for rækkevidde.

Faktisk gik han den vej, vi går om morgenen, men hele tiden et stykke foran mig! Det er farligt uden snor, for der kører mange biler, og han krydsede et par gange vejen – heldigvis uden at der skete noget, men nogen biler kører stærkt der.

Et par damer med hver sin hund, som vi tit møder, forsøgte at lokke ham til sig – men nej! Heldigvis gik han ind på et lukket vej/sti-system, og der var der en sød dame, som snakkede til ham, og hun fik en god idé: hun og jeg gik ind i hendes hus, og han er jo så nysgerrig, så han fulgte gladeligt med!

Puh ha! hvor var jeg lettet! Selvfølgelig skal han komme, når jeg kalder! Men han var helt udenfor de vanlige omgivelser, så dels var han eventyrlysten (mens han hele tiden holdt øje med mig!), dels var han forvirret!

Han har fået kys og kram, og nu ligger han afslappet her ved siden af mig som vanligt! Vi er jo knyttede til hinanden, og selvfølgelig kan vi ikke undvære hinanden!