Myre-alarm!

Det passer mig meget godt, at det først er efter, at jeg har haft gæster, at myrerne angriber!

Der har været lidt myrer i badeværelset, og jeg har sat nogle myre-lokkedåser op i håb om, at det kunne klare det lille problem.

MEN! i dag var der bare MANGE myrer på badeværelse gulvet, på bademåtten osv, så der måtte mere til. Jeg forsøgte med et gammelt husråd: en blanding af flormelis, kartoffelmel og bagepulver – lige meget af hver – og jeg kunne godt se, at der var nogle myrer, der dejsede om. Men ikke nok, og jeg satte hvide fodspor på gulvtæppet i entreen, samtidig med at bademåtten ikke så så godt ud.

Så af sted efter skrappere midler! En spray til indendørs brug + nogle større lokkedåser, som kommer frem senere. I første omgang blev måtten smidt i vaskemaskinen og gulvet støvsuget, og så blev det sprayet grundigt.

DET hjalp! En times tid efter var der kun en enkelt stor flyvemyre tilbage, og iflg. brugsanvisningen vil gulvet stadig være giftigt for myrerne, hvis/når der kommer flere. I morgen bliver lokkedåserne placeret derude.

Det har jeg haft før, og Diki er ikke interesseret i dem, og iøvrigt kommer han ikke meget i badeværelset. Hvis døren står på klem, når jeg er derude, kan han godt snuse ved døren, men så går han igen, når han har fået konstateret, hvor jeg er! Han kontrollerer mig!

Udendørs har jeg et enkelt sted, hvor der er myrer ved fliserne, der har jeg vandet med myregift, men den slags må man ikke bruge inde.

Det tog lige et par dage, før jeg var af med trætheden efter fødselsdagen, og da Victor og hans forældre kom tilbage fra weekenden i Legoland, kørte jeg med dem på shoppetur på den anden side af grænsen – det er adskillige år siden, jeg har været der, og jeg skulle da heller ikke have ret meget, men de unge mennesker købte mange kasser sodavand (de drikker ikke meget øl) og en del slik. Mandler, nødder og lidt chokolade fik vi da også med hjem. Man skal se sig godt for, for der er flere overraskende tilbud, især hos Felggaard, bl.a. købte jeg shower sæbe og håndsæbe i store flasker for 20 kr pr stk. og 1½ kg bøtte Toms “Lossepladsen” til 30 kr – det er ski’sme billigt!

Og så fik vi købt togbilletterne til næste uge, hvor Victor kommer her, og Diki og jeg følger ham hjem. De orange billetter er godt nok billige for tiden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *