Jeg glemmer helt bloggen, når jeg har gæster – og jeg har jo Victor på besøg i disse dage.

Han kom med tog søndag eftermiddag – alene med “Børneguide”-service, også kaldet “Skilsmissetoget”. Det var en stor succes! Han var kommet i kontakt med en Valdemar, som han havde hygget sig med! Og jeg er da imponeret over servicen: Jeg måtte helt ind i toget for at hente “mit barn” og blev tjekket af 2 guider, så der er styr på det.

Han hygger sig her, og han er glad for Diki, selv om han ikke er vant til hunde. Diki elsker jo min familie, så han hopper gladeligt op i sofa eller seng, men det har Victor fundet ud af, at han ikke behøver at blive nervøs for.

Jeg behøver ikke at arrangere en masse program for ferien, for han har medbragt sin Ipad, som han spiller på og bruger til kontakt til både forældrene og bedstevennen derhjemme – det går ikke stille for sig, når de 2 chatter eller spiller!

Men i går var vi på udflugt til Givskud ZOOtopia eller “Løveparken”, som jeg er vant til at kalde den. (Der var bare ikke adgang til løverne i går pga nye løveunger).

Det passede fint, at Christina havde fri fra sit arbejde, så hun var med, og hun ville gerne være chauffør på min bil, så det var ren afslapning for mig! Hun er en dygtig bilist!

Der var som forventet MANGE mennesker, men vejret var godt, og der var fine afstandsregler og masser af sprit-dispendere alle vegne, så det blev en god tur.

Vi kørte rundt og parkerede på de forskellige P-pladser, hvor der også er toiletter og mad og drikke, og så gik vi rundt og så på de mindre dyr. De store kunne vi beundre, når vi kørte rundt på “safarierne” – hvis ellers de ville give plads! Girafferne ville gerne krydse vejen, og det gav trafikpropper!

Desværre gemte Gorillaerne sig, så dem så vi kun et glimt af. Men ulvene lod sig ikke genere af at blive betragtet, de dasede i solen.

Den lille “skov” med Lemurerne var en sjov oplevelse. De er livlige og nysgerrige, de hopper lige op i luften og rundt på træerne, og der var unger, dem kunne vi komme tæt på.

Victor fik brændt nogle kræfter af i klatretårnet, selv om han ikke er særligt dristig mht at kravle højt op – det var betryggende for Christina og mig, som ikke kunne have hentet ham ned, som vi så andre børn blive, når de ikke turde kravle ned igen!

Og så havde jeg en personligt dejlig oplevelse, idet en familie stoppede op foran os, mens vi spiste en sandwich: Det var en af mine gamle spejdere fra Brædstrup, Jeppe, sammen med hans familie.

De havde set det billede, som vi tjekkede ind med på Facebook – og tænk at de så fandt os! Det var mægtig hyggeligt, jeg har jo kendt Jeppe siden han var 6 år – det er godt nok mange år siden! men jeg har aldrig mødt hans søde kone og 3 drenge – andet end fra Facebook!