Der er nogle dage, man frygter. I dag var en af dem, jeg sov dårligt i nat med uro i kroppen.

Vi har begravet vores nabo i dag, kun 59 år gammel, efterladende 2 meget gamle, skrøbelige forældre. Det var ikke en god dag!

Men når det nu ikke kunne være anderledes, så blev dagen smuk! Vi flagede selvfølgelig på halv på vores store flagstang (hvor er det svært at bedømme, hvornår “halv stang” er rigtigt), og en stor del af naboerne var med i kirken sammen med mange familiemedlemmer og venner.

Vi skulle sidde med afstand, så bænkerækkerne var spærret af med et tov for hveranden, og man skulle sidde sammen med nogle, man kendte og ikke for mange. På et tidspunkt satte man stole op udenfor kirken, men præsten talte omhyggeligt efter flere gange, og så fik vistnok de fleste af de sidste også lov at komme ind.

Præsten talte meget smukt og personligt om afdøde og hendes liv og sygdom, hendes omsorg for forældrene og hendes hunde.

Og man kunne mærke, at det var en familie, der var fortrolige med kirken og gode til at synge, så sangen fyldte kirken.

Det samme gjorde sig gældende ved mindesammenkomsten i forsamlingshuset i deres hjemsogn. Og der er noget befriende ved at synge sammen, og sammen med mennesker, man er fortrolige med.

Så nu kom vi igennem på en god måde, og vi kan kun håbe, at der vil blive sørget godt for forældrene fra hjemmeplejens side – for de får det hårdt, nu hvor de har mistet deres eneste barn.