…jeg skulle have købt et LOTTO-lod !
Normalt er jeg ikke særligt heldig – og så dog ! Engang imellem vinder jeg ! Og det kunne have været i går.
Vi har her i andelsboligforeningen nogle fælles aktiviteter – fællesspisning, strikkeeftermiddage – og 2 gange om måneden spiller vi BANKO i Fælleshuset om små pakker, vi selv medbringer.
Det har jo ligget stille, siden Corona-krisen brat satte en stopper for alt fælles aktivitet i marts! Og først nu ses vi på den måde igen – incl sprit! Vi har haft den første fællesspisning, og i går mødtes de faste bankospillere igen – Åahh – det var dejligt!
Og det var så åbenbart min heldige dag! Vi var 8, så der var 8 chancer for banko på 1 række – og jeg fik banko 6 gange!!! Det har jeg da aldrig prøvet før. De 2 gange var ovenikøbet på én gang, altså banko på 2 kort samtidigt!
Heldigvis har vi en uofficiel aftale om, at vi kun kan vinde 2 gange = 2 pakker. Og dem fik jeg temmelig tidligt i spillet. Men selvfølgelig fortsatte jeg med at spille med, ellers er det for kedeligt. Og det blev sjovere og sjovere at “hviske”: BANKO!, selvom det ikke gav gevinst !
Sidste omgang gælder hele pladen med en flaske vin som gevinst – men den vandt jeg (heldigvis) ikke. Det kunne næsten have været pinligt!
Det er en hyggelig eftermiddag, hvor vi får kaffe og kage bagefter – incl. snak bruger vi mere tid på det end på spillet ! Vi skiftes til at bage kage, og i går havde jeg påtaget mig kagen, fordi jeg har nogle dejlige vin-rabarber, jeg gerne ville bruge. Så det blev en kæmpestor rabarber-kage med marcipan og mandler, den var helt varm, da jeg gik derover, for den var så stor, at den skulle have ekstra bagetid!
Og nej: jeg købte ikke et LOTTO-lod ! Jeg spiller aldrig!