Jeg bliver altid så glad, når jeg ser billeder fra Grønland – især når det er af steder, jeg har boet.

Billeder fra Nuuk siger mig ikke helt det samme, for der er sket så meget, siden vi rejste derfra i 1967, at jeg ikke kan genkende noget som helst! Jeg ved, at “vores hus” = tjenestebolig / tidligere canadisk konsulat under 2. verdenskrig, ikke findes mere. Men så er det godt, jeg selv har flere gode billeder af det:

Et utraditionelt træhus set med danske øjne – faktisk var det er “samlesæt”, sendt fra Canada og samlet i Godthåb (Nuuk). Der var f.eks. ikke 2 ens vinduer i hele huset! Så jeg købte, før vi rejste fra DK, en lille symaskine og en masse gardinstof på udsalg, og så syede jeg gardiner til hvert enkelt vindue, da vi kom derop!

Vi boede der i 2½ år 1964 – 1967, som nygifte, og vores ældste barn blev født, mens vi boede der.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe “Aasiaatvenner”, hvor jeg derimod ser mange dejlige billeder, som jeg genkender – selv om der også er bygget utroligt meget, som jeg ikke kan genkende.

Aasiaat (Egedesminde) var det sidste sted, vi boede på Grønland, og heldigvis i hele 5 år, hvor vi ellers havde haft kortere perioder de andre steder. Det bestemt vi ikke selv, Søren var tjenestemand og blev flyttet rundt, både for at lære de forskellige steder at kende, og som en del af karrieren.

Dette billede af vores hjem i Aasiaat i 5 år, 1968 – 1973, så jeg for nogle få dage siden, og har fået lov at bruge det. Et gammelt træhus i 2 etager, med høj sokkel og kælder, hvor soveværelser/børneværelser var på 2. sal.

Vinduet på 1. sal var det sted, hvor vi fik den allerførste solstråle efter 2 måneders mørketid! Det var en festdag! Det var ikke den dag, byen fik den første sol, huset ligger på en bjergkam, som solen først kom over efter nogle dage – men “vores” solstråle på den skrå væg i det store børneværelse var vores tegn på, at nu vendte det, og solen var kommet igen!

Den dag, vi alle i byen kunne se den første solstråle, fik skolebørnene fri fra skole, og alle myldrede op på det højeste sted for at se solen!

Havestuen i gavlen er af nyere dato. Da vi boede der, var der et lille drivhus på samme sted + en mistbænk, hvor vi kunne være heldige at dyrke lidt salat.

Det var også der, vores børn kunne lege indenfor hegnet, som forhindrede slædehundene i at komme ind.

Og der, jeg – højgravid med vores 3. barn – kunne blive solbrændt!

Dette billede, som er taget fra den modsatte side, nede fra og på en mørkere årstid, fik jeg sendt fra en strikker, der som sygeplejerske arbejdede i Aasiaat mange år senere.

Ja, de minder – de minder! Meget mere kan læses i de 9 afsnit af min “Grønlandskrønike” her på denne side. Jeg bliver vist aldrig træt af at læse der!