Til lykke med fødselsdagen, Nicolaj!

Som yngstemand i familien blev Nicolaj født i Egedesminde (nuværende Asiaat) i Nordgrønland 27.7.1971.
Det er underligt med mig og tal og datoer. For fødslen skulle sættes i gang pga hans store størrelse og min ringhed! Og det blev bestemt, at det skulle være 26.7.1971 – underlig dato, syntes jeg, som har “noget” med tal.

Men det syntes han åbenbart også, for det blev ikke til noget, og først næste dag gik det lige pludselig stærkt – så stærkt, at han Far ikke nåede frem til sygehuset, før det var overstået. Men det var nu også lidt jordemoderens skyld, for selv om hun på min anmodning ringede, troede hun ikke rigtig på mig og sagde til ham: spis du nu bare din frokost færdig først!

Så det blev 27.7.1971, og det er så 37 år siden i dag – ikke til at forstå, som tiden flyver. Og nu er han en særdeles granvoksen mand – den højeste i familien.

Vi håber, at du får en god fødselsdag derovre i Brøndby, selv om vi måtte melde afbud. Vi ses heldigvis næste weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *