For første gang i meget lang tid var jeg på Depotgården i dag, fordi jeg trængte! Og jeg havde aftalt med nogle af de piger, jeg kender bedst, at vi ville komme i dag. Det er vist første gang, jeg er der en torsdag, og jeg skulle have fulgt min øjeblikkelige indskydelse og være taget hjem igen med det samme! For der var for mange, og vi kan ikke undgå at skifte pladser i den arbejdsgang, vi har hver især. Og så følte jeg faktisk, at jeg tog for meget plads op med det, jeg syr – altså Ditzy Donuts, som jeg er nødt til at lægge op på bordet ved siden af mig, mens jeg syr. Og når man så er “ny” (i den sammenhæng om torsdagen), bliver der set skævt til hende, der fylder meget!

Men vist var det hyggeligt at se vennerne, vi spiste også for os selv – de rundstykker, som Aja havde med – TAK! Men jeg tog hjem ved 12-tiden, da jeg havde syet 8 blokke, som kun mangler at blive strøget og skåret til.

Det gør jeg herhjemme!

Til gengæld fik jeg en dejlig oplevelse, da jeg åbnede postkassen, som var helt stoppet med store kuverter, indeholdende Ditzy Donuts til SWAP i næste uge – de er hurtige denne gang, og flere har fundet ud af at sende til flere gange i én kuvert for at spare porto!

Men hvad er det der er sket med mig (os?) i hele denne lange “Corona-krise”?

Bare en formiddag på Depotgården, og så er jeg TRÆT! Har ondt i benene og bliver nemt sur!

Der bliver noget at arbejde med, når vi kan begynde et normalt liv igen! Jeg er i hvert fald ude af træning – både fysisk og psykisk – i at være sammen med andre mennesker og i at arbejde med noget. Det bliver til alt for lidt i alt for korte perioder herhjemme! Bare jeg ikke er blevet for gammel?