Sikke en forskrækkelse, jeg fik i går aftes, da Diki pludselig klagede sig og var helt rundt på gulvet: SPRANG op i den ene sofa og så den anden – ikke det elegante lodrette spring, han ellers tager – krøb sammen og slikkede sig forskellige steder. En tur op på skødet og kæletur hjalp en lille smule, men det var klart, at han ikke havde det godt.Han har for nylig fået fjernet 2 kindtænder, og jeg var bange for, at der var noget i vejen med dem, men jeg kunne ikke få lov at kigge. Jeg var da ved at tænke på dyrlæge (dyrt om aftenen, tror jeg), eller næste morgen, hvor jeg så måtte aflyse planlagt besøg og kontrol hos øjenlægen! Jeg prøvede at mærke ham igennem, men der var ingen steder, jeg kunne konstatere reaktion. Men han smaskede og savlede hele tiden, det var nok munden, så jeg fik alligevel lov til forsigtigt at mærke hele munden igennem med en finger. Og pludselig faldt han til ro! Så jeg tror, der har været noget, der sad i klemme, måske der, hvor der er fjernet en kindtand, og selv om jeg ikke kunne mærke eller se noget, så har jeg måske løsnet det. Han sov resten af aftenen inde i min seng, hvor han søgte tilflugt!
Og han har det fint nu!
Ja, det er aldrig sjovt når vores kære dyr har det dårligt. Dejligt at han har det godt igen.
Ren hygge i dag! Tak Janne!