Hold da op, hvor kan man være et fjols! En hyggetur 1. juledag med kusinen til kirkegården i Esbjerg, hvor hendes forældre og søster ligger, udviklede sig uventet! Vejret var helt fantastisk dejlig, og vi snakkede om, at vi måske aldrig havde set så mange mennesker – familier i alle aldre – gå tur på kirkegården. Og efter besøget på familiegravstedet gik vi en dejlig tur rundt med Diki i snor – der var mange fremmede dufte! Kusinen havde planlagt et par ærinder, før vi kørte tilbage til Fredericia, så vi gik tilbage til bilen, hvor jeg åbnede bagagerummet, så Diki kunne hoppe op, og mens jeg var fokuseret på, at han blev siddende, lukkede jeg bagageklappen ned.
—-men hvor var bilnøglen ???Den lå inde hos af Diki ved siden af hans snor, som jeg havde taget af ham! Og “selvfølgelig” havde jeg ikke låst dørene op, før jeg åbnede og lukkede bagagerummet. Vores tasker og telefoner lå inde i bilen! Hvad skulle vi gøre? Kusinen har familie i Esbjerg, og en meget venlig familie lånte hende en telefon, så hun kunne ringe og spørge om hjælp – men de sad midt i en julefrokost og kunne kun råde til at ringe til Falck, som jeg ikke er abonnent hos! Den unge mand, vi lånte tlf. af, fandt frem til GF, hvor jeg har Autohjælp, men den søde dame, jeg snakkede med, fandt ud af, at de ikke kunne låse sig ind i bagagerummet, som har separat lås, så hun spurgte, om jeg havde en ekstranøgle? Ja, det har jeg, men den er jo hjemme! Da hun så foreslog, at de skulle hente den i Fredericia, ringede jeg i stedet til ældstesønnen, som kan låse sig ind hos mig – og så kom Christian og Christina i deres mors bil! Men der er jo ca 1 times kørsel, og det var koldt, selv om solen skinnede! Vi gik ind til flere ture! Rundt i de nærmeste gader, hvor kusinen kunne fortælle om mange minder – rundt på kirkegården igen – vi kunne også komme på toilettet – og vi sad lidt på en bænk i solen!! Meeen vi begyndte da godt nok at fryse, selv om vi holdt os i bevægelse! Og jeg blev bekymret for Diki – om han frøs? Vi sørgede for at holde os udenfor hans åsyn! Og så kom “den lille røde” med børnebørnene – åhh sikke en lettelse ! Vi kunne jo ikke kommunikere med dem, efter at vi afleverede den lånte telefon! Mine ben var stive, så Christina kørte min bil, mens kusinen kørte med Christian, det var dejligt!Og Diki havde heldigvis ikke lidt nogen nød, det var en stor trøst at jeg kunne åbne bagagerummet og kramme en blød og varm hund, der var glad! Jeg kan ikke beskrive, hvor dum, jeg følte mig!

Så det var med dobbelt glæde, at vi kunne spise julefrokost sammen 2. juledag, helt afslappet og meget hyggeligt.

Og sidst på eftermiddagen fik svigerdatteren svar på sin 2. test, som hun havde fået taget om morgenen, fordi hun arbejder i hjemmeplejen og derfor skal testes negativ 2 gange, før hun må møde på arbejde – det var bare sådan en lettelse – også for hendes chef, som hun straks ringede til.

Det var på mange måder en anderledes jul i år, må man sige, og nu er Diki og jeg alene igen, efter at kusinen tog hjem i dag – vi har heldigvis haft det meget hyggeligt!