Jeg kan helt ærligt sige, at jeg holder pænt ud, bliver (mest) hjemme, underholder mig selv, lever, som vi skal, i min “boble”, der består af min familie – og ser dem endda ikke meget – handler kun ca. en gang om ugen, bruger mundbind, spritter/vasker hænder, og længes efter normale tider med socialt samvær!

Jeg synes, jeg er tålmodig!

Men hvor er jeg dog træt af at være bange!

I dag har ellers været en dejlig dag, hvor Diki er blevet klippet (og er SÅ FIN!) hos sin sædvanlige hundefrisør, der har skrappe regler for de 2-benede, som afleverer deres 4-benede og ikke er tilstede i salonen.
Som sædvanligt drak jeg formiddagskaffe hos kusinen, mens Diki blev klippet, og hun hører til “boblen”.
Senere besøgte jeg kortvarigt ældstesønnen og hans familie med nogle forsinkede julegaver, som kusinen ikke kunne aflevere i julen pga, at de var i isolation. Altsammen indenfor de givne forsigtighedsregler!

Men pludselig sad jeg med mit strikketøj og fik ondt i halsen! Fy føj! Hvad gik det ud på? Og så kom jeg i tanker om, at jeg hostede, mens jeg var hos familien! Er det tegn på, at jeg er ved at blive syg?

Det er ikke første gang, jeg har de fornemmelser, og jeg er også blevet testet en enkelt gang – negativ heldigvis – skal jeg nu testes igen?

Jeg står ikke for tur til vaccination. Ganske vist har jeg alderen, og jeg har også en af de sygdomme, som regnes for at gøre mig udsat – men jeg har det normalt godt og har ikke offentlig hjælp, og derfor er der lang tid til, at det bliver min tur. Det er helt OK!

Men det er så også derfor, at der ikke skal ret meget til, før jeg føler mig bange!

Det er jeg ved at være træt af!