Så blev det foreløbigt afklaret, at Diki har en hjertefejl! Han er blevet scannet (se billede), og hans hjerteklapper fungerer ikke helt, som den skal.
Jeg havde bemærket, at han hoster engang imellem, og det bad jeg selvfølgelig min dyrlæge om at kigge på. Efter undersøgelse sendte hun os videre til en dyrlæge i Kolding, der har udstyr til dette.
Hvor er de altså søde begge 2! Jeg har fået sådan en god forklaring, også til at komme videre.
Hjertefunktionen ses tydeligt på scanningen, og den skal han have medicin for resten af sit liv. Muligvis er der også lidt væske ved lungerne, det skal senere undersøges. Måske er der også andre grunde til dette, det vil de se på om 2 uger. Han skal også have vanddrivende piller, og så skal han på slankekur (kommer ikke bag på mig), og vi har fået både nyt foder og gode råd med hjem!
Det er godt, jeg har ham forsikret! I efteråret fik han en tandrensning og 2 kindtænder trukket ud – det er nogle store regninger, der bliver udskrevet! Men han har ikke været syg i sine snart 9 år, det kan jeg kun være glad for.
Nu skal vi så til at fodre anderledes og mindre! Ikke så mange godbidder, men gulerødder i stedet – og dem elsker han! Og så medicin, men det er han god til: jeg stopper en pille langt ind i gabet på ham, og holder kæberne kærligt sammen, så synker han!
Det skal vi nok klare!