Så let gik det ikke i går – jeg fik et voldsomt tilbagefald og havde den værste nat, jeg kan huske! Jeg gik tidligt i seng og håbede, at anfaldet var helt ovre til morgen – men ca midnat vågnede jeg ved, at jeg havde meget ondt igen. Det sidder lige under ribbenene og trækker om i ryggen, og det bliver bare ved, så man ikke kan finde ro! Jeg tror, jeg var oppe 10 gange, og jeg blev mere og frustreret.

Hvor er det godt, jeg har sådan en tålmodig og kærlig hund! Én gang ville han gerne ud og tisse og hen og drikke lidt vand – men ellers lagde han sig roligt i sin seng og sov.

Og så ventede jeg på, at kl skulle blive 8, så jeg kunne tage en af de stærke piller, som jeg sidst havde taget ved midnat.

Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke blive vågen og klar i hovedet, men kunne heller ikke sove.

Pillen hjalp, jeg vågnede op, og da vi gik vores sædvanlige morgentur, kunne jeg lidt efter lidt mærke, at jeg havde det bedre. Det var så dejligt klart, sol og køligt.

Der sidder lidt og murrer, men jeg håber, at det er ovre for denne gang. Og så skal jeg have en “morfar” på sofaen, for jeg sidder op og sover, når jeg læser avis eller strikker!