Det var så dejligt at være til Tæppetante-træf i Hejnsvig igen. Nu er jeg jo gæst og har ikke haft det kæmpestore arbejde med at arrangere og hænge tæpper op osv, jeg kunne bare nyde at se alle de kendte ansigter igen!
Forud for dagen havde jeg gjort nogle UFO’er klar og fotograferet andres tæpper, og jeg havde også lovet at tage billeder af de mange, mange færdige tæpper i går – vel at mærke med Karins kamera, som hun så har alle billederne på til redigering og fremvisning på Projekt Puttetæppers egen hjemmeside + på Facebook. Det er et stort arbejde, og jeg er ikke misundelig, jeg har gjort det i 20 år!
Vi har flere gange haft forskellige forstandere til at komme og fortælle om arbejdet med børnene, det er både interessant og rørende! Denne gang var det Christine, forstanderen fra Julemærkehjemmet Korsør, og der blev helt stille i hallen, da hun fortalte! Man bliver virkelig glad, når man kan bidrage lidt med vores tæppe-gaver, som vi igen hørte, at børnene er meget glade for. De har forskellige traditioner mht tæpperne, på nogle hjem får de deres tæppe midt i forløbet, på andre den sidste dag. I Korsør får de lov at vælge deres eget tæppe imellem en stor stak, og så hygger de sig med tæppet i løbet af de 10 uger, forløbet varer, og knytter sig til det, så de forbinder tæppet med den gode oplevelse, de har haft!
Vi hørte også om den ændrede strategi, alle 5 hjem har indført, hvor de ikke kun fokuserer på størrelse og vejning. Men i højere grad på, hvordan børnene generelt har det, ud fra “Børn kan godt have ondt i livet, uden at være tyk!”
https://www.julemaerket.dk/default.asp
Det er faktisk meget skræmmende at høre, at det bliver værre og værre med mobning! Men også med andre grunde til at børn har ondt i livet – f.eks. seksuelle overgreb!
Julemærkehjemmene har jo også haft problemer pga Corona i det forgangne år, hvor de flere gange har måtte lukke ned og sende børnene hjem! Men de har bevaret forbindelsen til de enkelte børn, har fjernundervist dem og også har haft forældrekontakt på samme måde.
Det var en meget hyggelig dag, men jeg blev lidt bekymret til sidst, for der var ca 200 tæpper at fotografere, og selv om det var rigtig godt organiseret med hjælpere, der hentede tæpperne, foldede dem ud, holdt dem op til, at jeg kunne knipse, og pakkede dem sammen igen – på samlebånd! – så tager det jo tid! Og Diki var alene hjemme! Det er han meget dygtig til, men han er jo begyndt at få vanddrivende piller for sin hjertefejl, så jeg var ikke sikker på, om han kunne holde sig?
Det kunne han! Han er en meget dygtig hund! Han var alene i 7½ time, og der var ikke nogen som helst uheld! Så det var den sædvanlige kærlige og stormende velkomst – og så ud at gå og få leveret med det samme, jeg var hjemme!