Jeg blev “overfaldet” af myrer i går! Jeg havde godt set nogle få små myrer på badeværelsesgulvet, og havde heldigvis en “myrelokkedåse” til overs fra sidste år, så den blev sat i det hjørne, hvor de tilsyneladende havde fået adgang.
Men dagen efter – i går – var der bare mange flere, og der var både store flyvemyrer og bitte små myrer – BVADR! – det begyndte at blive ulækkert.
Så der måtte mere til, og jeg havde heller ikke mere af det insektmiddel, jeg bruger, når der kommer myrer forskellige steder i haven. Så af sted til byggemarkedet, og så købte jeg stort ind af anti-myre-spray og -pulver, og et par nye lokkedåser. Og da min nabo har fundet dræbersnegle, og jeg samtidig fandt en halvspist, nyplantet porcelænsblomst, kom en sneglegift også i kurven (jeg kan ikke se dem, de gemmer sig under bunddække og store Hostaer). Det blev nærmest en halv formue! Men sådan må det være!
Efter at have sprayet badeværelset grundigt for lukket vindue og dør, lod jeg det stå et par timer – og så skal jeg love for, at der var gevinst – puh ha! der var mange små og store myrer. Så støvsugeren kom på arbejde! Nu holder jeg det ved lige med spray, og hvis det ikke er nok, må jeg mobilisere familien til at flytte vaskemaskinen, så et evt. hul kan blive lukket. Det skete engang for et par år siden, jeg kan ikke gøre det selv.