Jeg strikker “Irma – t-shirt” fra Önling med 1 tråd pima-bomuld og 1 tråd tynd mulberrysilk fra Uldféen – så fint og let!
Men det har drillet! (eller også har jeg ikke være opmærksom nok!)
Blusen er strikket oppefra og ned, begyndende med en midlertidig opslagskant, der tages op til sidst, hvor den endelige halskant så kan reguleres. Det er smart! Derefter strikkes vendepinde, så den bliver højere i nakken, det kan jeg godt lide. Men så gik det galt:
Først lavede jeg fejl i hulmønsteret, flere fejl faktisk, og endte med at pille hele hulmønsteret op og begynde forfra. Denne gang blev den fint, og jeg fortsatte i glatstrik, helt indtil der skulle deles til ærmer – troede jeg! Men så passede masketallet ikke, og der manglede mange masker, så noget var forkert.
Det viste sig, at jeg havde overset nogle udtagningsomgange – ØV! Jeg undskylder mig med, at jeg strikkede efter diagrammet, men oplysningen om udtagningsomgangene stod ved den beskrevne tekst for hulmønsteret, og det så jeg ikke.
Der var ikke andet at gøre end at trevle op til hulmønsteret og så begynde derfra. Heldigvis er denne garnsammensætning: bomuld/silke meget nem at trevle op og sætte på pinden igen. Så nu går det derudaf igen incl. de manglende udtagninger!