Jeg morer mig tit – og undres! Diki og jeg kender hinandens kropssprog SÅ godt!

Ja, det er nok almindeligt kendt, at hunden kan aflæse sin ejers kropssprog – f.eks. er Diki altid helt klar over, at jeg skal et eller andet sted hen – før jeg har vist det på nogen som helst måde (så vidt jeg ved!), og kredser om mig, for: “skal jeg med?”
Men jeg kan jo også aflæse ham! F.eks. for et øjeblik siden, hvor han begyndte at gå rundt om sig selv – uden at sige noget – og skæve til mig. Det er aften, vi har begge spist, han har slikket min tallerken, han har været ude, – og jeg ved godt, hvad han nu forventer: han vil have sin seng (nat-kurven) ind i stuen! Hvis jeg ikke reagerer, vil han pive en lille smule med blikket rettet på sovekammerdøren, men hans kropssprog er faktisk nok.

Det er ikke sikkert, at han lægger sig i den kurv, han har 3 kurve + en sækkepude, og han bruger også begge sofaer! Men den kurv skal være der, så han kan lægge sig og “boble”, når han har lyst. Om dagen blir kurven i sovekammeret uden problemer.

Men han kan også fortælle mig, at jeg glemmer at spise frokost! Så sidder han pludselig ved siden af mig og stirrer intenst på mig! Jo, for han får jo et lille hjørne af det, der er min frokost!

Og helt diskret lister han i mine fodspor, uanset hvor jeg er i vores lille rækkehus: på arbejdsværelset, hvor han lægger sig i sin kurv eller sækkepuden og tilsyneladende sover trygt – men kun, til jeg flytter mig ind i stuen!
Når der ikke er andre mennesker her – og det er der ikke det meste af tiden, lukker jeg kun døren til toilettet på klem – og så kan jeg tit høre eller fornemme, at han lige står udenfor døren og så går igen – han skal vide, hvor jeg er!