Hold nu op, hvor er jeg træt! En grå, regnfuld, kold december formiddag!
Rutinemæssige planlagte besøg og kontrol hos både ørelæge kl 10 og øjenlæge kl 13 . Fint nok – men så for en sikkerheds skyld blev der indlagt en kvik-test indimellem!
Der var heldigvis “kun” 3 kvarters kø, men det småregnede og føltes mega koldt, så det syntes jeg ikke var sjovt, selv om jeg havde klædt mig godt på, incl. hue, hætte på jakken, stort, varmt tørklæde og selvfølgelig mundbind, som fik brillerne til at dugge, så jeg følte mig halvblind!
Jeg får ondt i ben og ryg, når jeg står stille og kun flytter mig meget langsomt, så jeg sørgede for at vippe på fodballerne – men det føles altså TRÆLS!
Heldigvis var beskeden 20 min senere: NEGATIV! Den samme besked fik Christian næsten samtidig i Vejle, han spiste jo aftensmad hos mig søndag og hjalp mig med nogle praktiske ting, som han er så flink til, så….: nu er tvivlen taget af bordet!
Indimellem fik jeg varmen og en kop kaffe hos VEGA GARN, som er en rigtig dejlig garnbutik, der ligger i samme gade som testcenteret – tak for det! Hold nu helt op, hvor har de meget skønt garn! Og frisk fra fad også den nyeste Annette Danielsen strikkebog, “Tro, håb og kærlighed” med 9 trøjer/bluser/cardigans lige efter min smag! – den måtte jeg ha’ !