Oven i alle de andre trængsler blev det tæt snevejr i går, Lille Juleaften – ikke at det gør noget med hvid jul, som vi så sandelig har fået her ved Lillebælt – det er så flot og ikke særlig koldt. Men det gav en meget besværlig køretur for mine julegæster fra København til Fredericia, så det var langt hen på eftermiddagen, før de havde læsset af bilen og kørte ud for at købe et juletræ! Det lykkedes ikke! (som absolut nødplan købte sønnen et plastik-juletræ med indbygget lys, der kan returneres efter jul), men så gik datteren (hende vi ikke må være sammen med 😉 ) i gang på en lokal gruppe på Facebook, og det gav resultat! Hurtigt kørte de efter anvisningerne ind til Fredericia Gymnasium, hvor juletræerne var sat udenfor til gratis afhentning.
Og de fik netop sådan et træ, der passer hos mig: ikke så stort, men pænt både i facon og nåle – og så fyldt med sne! Men sneen forsvandt næsten i løbet af natten ude under mit udhæng og blev taget ind på aviser i morges, så det kunne dryppe det sidste af.
Svigerdatteren havde medbragt juletræstæppe, lys, Georg Jensen-lysholdere og pynt, og i formiddags pyntede hun det sammen med Victor – det er så fint! Og vi 4 kan nå omkring det. Der er også lidt gammelt pynt, nogle enkelte ting, som min Mor sendte op til mig for 60 år siden! før min allerførste jul i Grønland, som jeg har hæget om! og nogle ting, som Victor har klippe-klistret. Meget, meget hyggeligt!
Sønnen langtidssteger de medbragte ferske ænder (umh det dufter), Svigerdatteren og jeg har pakket de sidste julegaver og pakkespils-pakker, som vi skal bruge i morgen, når vi har julefrokost med den ikke-smittede familie.
Christian og Christina overraskede os og kom med en pose pakker fra familien sammen med hendes kæreste – de skal alle holde juleaften sammen, og så kommer de i morgen.
Det er simpelthen så dejligt, og jeg hygger mig! Nu vil jeg koge risengrøden, og sønnen kører ind til den coronaramte familie med den ene and! Victor har 2 vigtige opgaver: han skal sørge for en smuttet mandel (+ en reserve, men ingen snyd!) og så skal han i aften dele alle gaverne ud!
God Jule aften!