Så blev her stille igen! Og jeg er tømt for energi! Men hvor har det været hyggeligt!
Familien fra Brøndby er kørt efter morgenmaden – det er godt, de har en stor bil! For der var meget bagage, gaver bl.a.
Juletræet blev pyntet af i går og sat udenfor, der blev støvsuget, og i dag vasker jeg.
Men svigerdatteren er så hjælpsom, både til at pynte og til at rydde op igen, og hun hjalp også med borddækning og madlavning til Julefrokosten Juledag, hvor vi var 10 om bordet – det er lige akkurat maximum om mit ovale spisebord. Vi fik selvfølgelig alle de familie-traditionelle ting, spegesild, familiens specielle karrysalat, som den nye svigersøn i ældstesønnens familie også godt kunne lide, røget laks med røræg, “knugekål/vri’kål” med tilbehør, hjemmelavet leverpostej m/hjemmelavede små rødbeder – der er ikke helt så mange forskellige ting som i “gamle dage”, hvor man spiste, holdt rygepauser og spiste igen! Vi kan ikke spise så meget mere!
Og de 2 svigerdøtre ryddede køkkenet bagefter, det er jo en fornøjelse!
I går var stille hyggedag med rester, Victor og hans Far besøgte Onklen, mens svigerdatteren og jeg så “Dawnton Abbey Julespecial”, og jeg fik strikket et par store sokker (str 45) færdige til sønnen.
Diki klarer det hele og elsker, at familien er her, og Victor og han tog kærligt afsked med et stort knus.
Jeg er jo meget glad for, at de kommer, og når det så blev så specielt i år med masser af sne og masser af corona-forhindringer, så er det lykkeligt, at alt lykkes!
Men jeg er “flad” og skal bare slappe af – og prøve mine nye julegave-strikkepinde!