…har jeg for alvor fået lyst til at sy patchwork igen!

Det er simpelthen så dejligt at mærke idéerne rumstere – at gå på jagt i stof-lageret efter de rigtige stoffer at sætte sammen – at glæde sig over at se, det fungerer – at dele det med andre…

Nu kan jeg mærke, hvor jeg har savnet det og ikke bare ærgre mig over, at jeg var gået i stå!

2 år, hvor Coronaen har haft en sløvende virkning på mig, er slut (håber jeg).

Det skub, jeg havde brug for, var tilsyneladende, at “nogen” satte et projekt i gang med at sy små tæpper til ukrainske flygtningebørn – det fængede! Og da det blev til et fællesskab, blev det sjovt!

Og da der også er flinke mennesker, der melder sig med donationer, animerer det også, og jeg kan se mulighederne i de forskellige bunker – det er SÅ sjovt!

Jeg havde lige et lovet babytæppe, som skulle gøres færdig – det blev det i aften, så kan jeg “køre løs!”

Billede af det færdige tæppe i morgen.