Så kom det igen med smerter og infektion fra galdesten!
Jeg har efterhånden døjet med galdesten i mange år- jeg tror, det første anfald var i år 2000, det var slemt, men gik over af sig selv, og så gik der 13 år, før det næste ramte mig, og det var meget slemt og medførte 6 kikkert operationer – men den planlagte fjernelse af galdeblæren blev aflyst, fordi de var bange for, at de ar, som fjernelsen af omkring 30 store galdesten ved kikkert operationer havde medført, ville medføre problemer og ende i en “åben” operation!
Så jeg har stadig den galdeblære, og det har nu med mellemrum givet infektioner og voldsomme smerter.
Denne gang blev det en slem weekend og indlæggelse på Kolding Sygehus med et infektionstal på 220..
Dog kun en enkelt dag i modsætning til 7 dage sidste gang, hvor de ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede – hjerte? – lunger? – Nu blev antibiotika kur sat i gang, og jeg fik lov at komme hjem med medicin.
Men jeg var fastende hele dagen, mens de undersøgte, scannede og røntgenfotograferede, og jeg blev så dehydreret, at jeg aldrig har oplevet noget lignende! Da jeg endelig blev sendt hjem, og ikke kunne få kørsel, gik jeg slingrende som en beruset ad de lange gange, indtil et par reddere, der havde afleveret en patient, stoppede op og tilbød mig transport i en kørestol ud til P-pladsen, hvor ældstesønnen ventede. Hold da op, hvor var det ubehageligt!
Mine herboende børn er meget omsorgsfulde og sørger for mig – også sent i aftes, hvor jeg ikke reagerede på telefonen, efter at jeg udmattet og svimmel var gået i seng allerede kl. 20!
Så sønnen brød simpelthen ind hos mig (han har nøgle) for at se, om det var helt galt med mig, efter at han havde ringet forgæves mange gange. Tak for omsorgen!

Jeg havde sovet tungt og svedt voldsomt af feber, og jeg var i omtumlet tilstand ved at skifte sengetøj, da det pludselig kl 22 ringede på døren! Jeg havde det som om det var midt på natten og blev forskrækket, for hvem ville snakke med mig på den tid – var det en af naboerne, der havde brug for hjælp? Jeg havde meget lidt tøj på, men heldigvis havde jeg ikke tændt lys, så jeg prøvede at lure gennem et lille vindue ud mod indkørslen, om jeg kunne se, hvem det var – men jeg så ingen og listede hen og tittede ud i entréen – og pludselig gik yderdøren op, og en arm kom ind! Det var sønnen, (som sidder i el-kørestol, derfor kunne jeg ikke se ham fra vinduet)! Han havde ringet og ringet for at høre, hvordan det gik, for han kunne jo se, hvor dårligt, jeg havde det, da han kørte mig hjem. Så han ville sikre sig, at jeg ikke var drattet omkuld!
Mobiltelefonen lå til opladning i køkkenet, og uden høreapparater havde jeg ikke hørt hverken den eller fastnet telefonen.

Sikke en redelighed!
Nu drikker jeg saft tilsat salt og spiser også lidt igen, og jeg har det nogenlunde.