Nu er vi alene igen, Diki og jeg, efter at livsstykket Victor er rejst hjem til sin Mor og Far!
Man kan virkelig mærke, at han er blevet et år ældre siden sidste ferie – nu 10½ år ! “Jeg kan godt selv, Farmor”, siger han, når jeg vil hjælpe med praktiske ting – og det kan han! Han smører selv sine rugbrødsmadder med spegepølse (en helt bestemt, som jeg ved, jeg skal have i huset, når han kommer!) + ristede løg og remoulade! Han kan også selv tage af bordet og sætte i opvaskeren – rede sin seng og sandelig også pakke sin kuffert!
Vi har ikke travlt, når han er her, han vil gerne sove længe! Og også gerne spille spil på sin I-pad eller spillemaskine til sent!
Men vi var også i Madsby parken – et dejligt sted for familier her i Fredericia, med legeredskaber, lille dyrepark, borde og bænke, ikke noget vildt eller mekanisk overhovedet.
Og måske var “toppen”, at Victor besøgte sin store fætter Christian i hans nye 1-værelses lejlighed i Vejle, hvor Christian uddanner sig. De købte ind til frokost i fællesskab, og Christian lavede lasagne! Det var stort! Og selvfølgelig spiller de på computer sammen!
Og så besøgte vi Farbror og Tante Leonor og hjalp med at plukke kirsebær! Kirsebærtræet, som er stort, er i år blevet “pakket ind” i et stativ med net, for det er endnu aldrig lykkedes at smage bærrene selv- fuglene har taget dem alle!
Men nu i år, hvor der vist er særligt mange kirsebær, skal jeg lige love for, at det lykkedes! Vi plukkede 25 kilo på et par timer! Og jeg hjalp også med at udstene dem, så de kunne syltes. Jeg fik selv 4 kg med hjem, og de er virkelig lækre, store og saftige!
Victor er jo lidt af en “efternøler” i familien i forhold til de 4 voksne børnebørn, og han ved godt, at de også kom på ferie hos mig, både 2 og 4 ad gangen, hvor vi havde forskellige traditioner! Og dem skal Victor også have, så vi får f.eks. altid pandekager en aften, og pizza en anden dag.
Vi snakker meget om Farfar, som Victor aldrig nåede at lære at kende, og vi snakker om de gamle schæferhunde, som de store børn var meget glade for. Men Victor er heldigvis blevet meget glad for Diki – og omvendt! Diki hopper op i sengen og siger god morgen – det er hyggeligt!
Victor havde en særlig opgave denne gang: jeg har ikke så mange ønsker til min fødselsdag, så de havde selv fundet på en helt særlig “blomst”, da de var i Legoland i sidste uge – en flot Orkidé, bygget af legoklodser!
Det lyder måske mærkeligt, for mine børn og børnebørn har alle bygget med LEGO, men jeg har faktisk aldrig gjort det – så det skulle Victor lære sin 83-årige Farmor!
Vi fik kun begyndt – der er over 600 små klodser! – men Victor lærte mig at sortere og følge de detaljerede tegninger, så nu kan jeg godt! 😉 Og jeg skal nok få den fine blomst færdig og sende billede til Victor!
Han rejste med “børne-guide-toget”, det er nu 3. gang, han rejser på den måde, og det, synes han, er rigtig sjovt, medbringende kuffert, rygsæk med spil og legesager og sovebamser, madpakke med den sidste pandekage fra dagen før og den sidste slice pizza samt juice – pakket forsvarligt ind! Og det var gået fint, sagde han, da han ringede efter at Far og Mor havde hentet ham på Køge Nord station!
Dejligt at han vil komme og være her alene sammen med mig, det får vi mest ud af. Jeg har stadigvæk en lille fornemmelse af, at han er her!
En begivenhedsrig ferie for saavel barnebarnet, som den “gamle” farmor. Glaeder mig til at se Lego orkideen i fuld blomst. Hvad de dog kan finde paa! – Nej, Lego begyndte foerst efter vi var boern. Lillesoester Lotte og jeg havde nogle plastikklodser fra et andet firma, da vi var store piger. Men en lille aeske med maaske 10 klodser var dyr, og det blev slet ikke til noget der tilnaermelsesvis kan sammenlignes med de bygningsvaerker m.m., som mennesker i alle aldre idag laver med Legoklodser. Den tids firma er nok blevet udkonkurreret af Lego for mange aar siden. Og Lego, der startede ganske beskedent i Billund, er til gengaeld blevet en fantastisk dansk virksomheds sucesshistorie.
Maaske skal du begynde at glaede dig til det bliver tid til at faa oldeboern paa sommerferie 😉 Den gamle spejderleder har jo tydeligvis ikke tabt pusten endnu!
Jeg tænker det var Lego i havde Gitte
Det var dem der kom først og legoklidserne klm i 1949
Det tror jeg nu ikke Nicolaj, vil se om jeg kan bevise det engang…
Olde børn? Tjah, det tror jeg nu ikke, der er udsigt til foreløbig. De unge mennesker har travlt med uddannelse og job – og drengene har SLET IKKE travlt med at finde varige kærester, så vidt jeg kan se. Men de når det jo nok!