Jeg fik hyggeligt besøg i dag! Christian ringede og spurgte, om jeg var hjemme, for han ville gerne afprøve sin “One-wheeler” = el-skateboard med ét hjul! Han ville køre fra Vejle til Fredericia for at se, om boardet har strøm nok til sådan en tur – men han havde brug for en sikkerhedsline, hvis den løb tør undervejs!
Der blev heldigvis ikke brug for Farmor og Farmors bil som sikkerhedsline, for lige pludselig landede han i entréen (til stor begejstring for Diki!) Der var ovenikøbet 16% strøm tilbage, og turen tog ikke de 2 timer, han havde beregnet.
Det var jo rigtig dejligt! Så vi hyggede os med en Magnum og en kop kaffe!
Og så købte vi ind i Brugsen til aftensmad, som Christian gerne ville være med til at lave. Vi kiggede både på hakkekød og skaftekoteletter – men det blev til Svensk pølseret, som han gerne ville lære at lave.
Det var jo rigtig hyggeligt at være 2 om at kokkerere, og nu kan han lave den ret, som vi elsker i vores familie, og han kender hemmelighederne! F.eks. ikke så meget karry, som hans far brugte, da han for mange år siden lavede det til sine spejdere på lejr, så det blev så stærkt, at det blev en legende!
Han tog toget hjem til Vejle og var heldig at få orange billet, den kostede kun 25 kr!