Det kræver en dags og ro og mag at komme over sådan en dejlig weekend!

Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart forløb rigtig godt, og det kræver en del af sådan en gammel kone at deltage i 3 dage, hvor der både er fysisk arbejde (ikke så meget), rigtig megen snak og hygge, og samvær med mange mennesker!

Det startede for mit vedkommende allerede fredag kl. 15, hvor jeg mødtes med andre fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af, for at hænge tæpper op til den udstilling, vi for første gang nogensinde havde bestemt at vise som gruppe. Vi havde fået rigtig god plads til vores 30 tæpper, så de kunne hænge frit og pænt på behørig vis!

Og der var heldigvis nogle, der kunne kravle på stiger – jeg havde bare materiellet med: snore, ekstra løbegange, sikkerhedsnåle og den slags, og det var bestemt af den øvrige bestyrelse, at jeg skulle dirigere slagets gang og bestemme, hvordan tæpperne skulle hænge. Det gik fint! Og det kom til at se så fint ud.

Mine “gamle kolleger” i Projekt Puttetæpper havde også en stor stand, hvor de kunne fejre projektets 25 år jubilæum ved at vise en masse puttetæpper. Det er så heldigt, at jeg kunne invitere dem som mine gæster til at overnatte på gæsteværelser her, hvor jeg bor, og så kunne vi også hygge os lidt sammen, f.eks. spise morgenmad hos mig og gå i byen sammen lørdag aften og spise. Og Anders, som er ægtemand til én af dem, er glad for Diki, som elsker at blive kælet for af den store, rolige mand, så de 2 kunne godt finde ud af hygge sig, og se sport i TV, mens vi andre var på messe!

Det værste ved sådan 3 dage, hvor jeg også havde meldt mig som hjælper i træffets Information, er, at mine ben og især fødderne bliver så forfærdelig ømme og trætte! Og ondt i ryggen får jeg også, mest af at stå stille, som jeg gjorde i Info – men det går jo over (måske i løbet af i morgen?)

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at vores udstilling gjorde lykke – vi har fået mange rosende ord, både mens vi var der og på Facebook, hvor jeg har lagt billeder ud. Ikke mindst de meget spændende “My Million Flowers”-tæpper, som er syet som et fælles projekt før og under Corona, på den måde, at vi fik mønstrene lidt ad gangen, men syede dem hver især af egne stoffer. Det er selvfølgelig også derfor, de er så forskellige! (Jeg var med i projektet, men er ikke blevet færdig med det – det er ret sent, og jeg mistede jo sy-gejsten under Coronaen).

Hele udstillingen har jeg selvfølgelig fotograferet og vil også gerne forevige alle tæpperne her:

2. del af udstillingen følger.