Weekend med Kreative Dage – messe

Det har været en dejlig weekend med megen tid på Messe C her i Fredericia, hvor den kæmpestore “Kreative Dage”-messe har fundet sted.

Jeg havde købt partout-kort, det kan godt betale sig, hvis man vil derud mere end én gang – og jeg ved, at jeg kan ikke klare at gå rundt på hele messen samme dag, så hellere kortere tid på flere dage.

Det var da også ved at være for meget den første dag = fredag, hvor jeg ikke kunne tage derud før midt på dagen, fordi det var min “tur” til, sammen med 2 andre, at rydde op i fælleshuset efter fællesspisning torsdag aften. Derfor måtte jeg langt væk for at finde en P-plads, det gav ekstra gå-tur, og det var lige ved at være for meget, da jeg så skulle derud igen efter bilen! Jeg havde også glemt at tage en pause og sidde lidt ned, så jeg var fuldstændig “mast” resten af dagen!

Men jeg havde nået at besøge de lokale ukrainere, som havde fået en stand til at samle penge ind til små mobile ovne til soldaterne ved fronten, nu hvor det bliver vinter. Dem vil jeg gerne støtte. Og jeg havde lavet nogle ting til dem, som de kunne sælge eller bruge i deres hjemmelavede “lykkehjul”.

Jeg havde 2 dejlige net / tasker, som bare manglede hanke, og jeg havde strikket 3 par “Penny Gloves” (af garn fra lager), som jeg havde sendt derud med min datter.

Og så fik de den fine æske – men som de ikke kendte anvendelsen af! For da jeg kom derud, var den delt i 2 dele (æske og låg), som stod med perler og andre småting i! Jeg viste dem selvfølgelig, hvad meningen var, og da den først blev sat på bordet med præmier, gik der ikke lang tid, før den var “taget” – man drejede på deres lykkehjul, og hvis man fik “big” eller “small”, kunne man selv vælge sin præmie fra bordet.

Der var rigtig mange fine donerede ting på bordet, der var malerier, kager og meget andet, min datter havde malet flotte sten, og min svigersøn, som er forfatter, havde doneret nogle eksemplarer af sin sidste bog om “Alex – Miraklet fra Stalins Gulag”, en meget aktuel og spændende bog!

Men da jeg kom tilbage, var det allerede tyndet ud, så jeg gik i gemmerne, da jeg kom hjem, og fik lavet nogle flere gode præmier: nogle pakker med baby-bomuldsgarn, 3 store cones med uldgarn, noget julepynt, samt et par slipsetasker.


Da jeg afleverede dem søndag, var der kommer flere ting til, f.eks. disse meget søde små blomsterdekorationer, som de solgte, og de forærede mig én af dem som tak!

Der var også tegninger, perler og andet, som de selv og deres børn havde lavet, og som blev solgt.

Det var meget hyggeligt at snakke med de unge kvinder – et par af dem talte engelsk – og jeg vil jo gerne hjælpe, hvis jeg kan. Og formålet kan ikke være mere tiltrængt: små, transportable ovne, som soldaterne kan bruge ved fronten!

Man kan stadig støtte via Mobile Pay, hvis man skulle have lyst! (Uden at vinde andet end glæden ved at give!).
En lille brændeovn 150 kr. Mobile nr. : se billederne.

Søndag gik jeg stille og roligt det meste af messen igennem – hvor er der mange dejlige stande!! Og mødte mange bekendte og gode venner!

Selvfølgelig fandt jeg også lidt lækkert garn, så jeg mangler ikke beskæftigelse! Denne gang var jeg tidligt derude, så jeg kunne parkere tæt på messen, og jeg fik også en kop kaffe og lidt hvil indimellem, så jeg var ikke “smadret” som fredag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *