“Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Den er sød og den har vær’t min bedste ven.
Den er klog og fin,
Og har lige vær’t i bad.”

Ordene i visen “Himmelhunden” faldt mig ind, da jeg i går tog den utroligt svære beslutning, at søde, bløde, nyvaskede Diki nu skulle have lov at flyve i forvejen ind i himlen!

Hold da op, hvor er den beslutning svær!!! Jeg vidste det godt, jeg har prøvet det 4 gange før – men det bliver det bestemt ikke nemmere af!

Diki har været sammen med mig – kun os 2 – i næsten 11 år, de andre højtelskede hunde: Toby (Cocker spaniel), Bamse (labrador), Baloo (flot, dygtig schæfer) og Whisky (smuk selvrådig børneglad schæfer) har været familiehunde, som har boet med familien fra 1979 – 2012.

Diki var MIN hund, og som denne races hunde stærkt knyttet til sit menneske, men også glad for resten af familien.
Det er svært at skildre en Tibetansk Terrier – den har så mange sider, men er først og fremmest en hund med stærk vilje, god tilpasning, kærlig og vagtsom!

Det kan undre, at der ikke er så mange i DK af dem, måske fordi de har fået et lidt uretfærdigt ry? Som egensindige og svære at opdrage – det er helt forkert! Jeg hælder mere til, at det er pga den pelspleje, der er nødvendig.
For mit vedkommende valgte jeg tidligt at lade ham klippe, så jeg kunne holde ham pæn – og jeg har aldrig haft intensioner om udstilling eller avl. Han skulle bare være min dejlige hund, og han har altid været nem at have med at gøre, han krævede ikke meget, og vi fandt ud af en god rytme med børstning hver morgen og professionel klipning 4 x året, det trivedes vi begge med. Og så nu i morges, hvor han blev børstet for sidste gang, mens jeg havde en stor klump i halsen!

Jeg har indenfor de sidste uger fortalt, at jeg var urolig for ham, han var så træt, så træt, og han havde svært ved at få vejret! Jeg vidste godt, at han de sidste 2 år har haft dårligt hjerte (og fik medicin for det), og jeg var forberedt på, at der var kort tid tilbage! Men indimellem havde han det godt, ville gerne lege lidt og gerne gå ture.

Men denne weekend har været meget slem! Han hostede voldsomt, hev efter vejret, sov meget, spiste næsten ikke og havde også tabt sig 3 kg – det er meget for en hund at gå fra 12 til 9 kg i løbet af få måneder.

Det hjalp, når han fik sin hjertemedicin og vanddrivende piller, men det var kun 3 x i døgnet, og da han i nat kl 3 begyndte at hoste helt vildt, endte det med, at jeg selv tog 2 beslutninger: 1) at give ham en ekstra portion medicin og 2) at få tid hos dyrlægen så hurtigt som muligt, så hans lidelser kunne slutte!

Det er den sværeste beslutning en dyreejer skal træffe – og vi ved det fra den dag, vi tager dyret til os – men fortrænger det!

Den ekstra medicin hjalp, og han sov fra kl 4 til 7. Det gjorde jeg ikke! Jeg lyttede til ham, mens tankerne myldrede og sorgen fyldte mig!

Han blev børstet, og vi gik vores sædvanlige morgentur – vi mødte endda de 2 hunde, vi er gode venner med og ofte snakker med, det var rigtig dejligt!

Og heldigvis kunne vores søde dyrlæge tage os ind kl 12, og vi fik også selskab af hans kærlige “søster” / min datter, som vaskede ham i sidste uge, og som var ligeså berørt som mig!
Dyrlægen fortalte, at hun var overrasket over, at hans hjerte havde holdt ud så længe, og hun var helt sikker på, at beslutningen var den rigtige for Diki.

Vi hyggede os i sofaen i det fredelige rum, dyrlægen har til denne lejlighed – de 2 skud med bedøvelse og sovemedicin virkede hurtigt, og Diki sov bare stille og roligt ind, mens vi kælede for ham.

Jeg savner ham forfærdeligt! Det bliver svært at vænne sig til tomheden! Han har jo altid været her sammen med mig!

Farvel Diki – min dejlige, sjove, stædige, kærlige ven! God rejse over regnbuebroen, hils Bodil, din mor Lukla, onkel Sherpa og alle de andre venner!