Jeg er rastløs, kan ikke finde ud af, at mine morgenrutiner er radikalt ændret 🙁
Der er mange tidspunkter på dagen, hvor jeg savner Diki – vi var så tætte på hinanden, og mine instinkter vidste hele tiden, hvor han var. Det ryster jeg (bogstavelig talt) af mig: ryster på hovedet – nej han er her ikke.
Men om morgenen, hvor vi altid har haft helt faste rutiner, hvor han hoppede op i min seng, når jeg gik på badeværelset, og blev børstet i sengen, når jeg havde fået tøj på – en rigtig hyggestund, som vi begge nød. Og så fik han (de sidste 2 år) sine piller, som jeg proppede helt ind mellem kindtænderne, og han tyggede dem, mens jeg kælede lidt for ham og roste ham!
Og så morgenturen – samme rute hver morgen, hvis det ikke lige var glat, så jeg var bange for at falde – eller hvis det regnede meget, så satte han poterne fast i fortovet og ville ikke længere, når han havde besørget det, han skulle. Ofte mødte vi de samme 2-3 hunde, som vi hilste på og udvekslede godbidder med – det var så hyggeligt!
Og så hjem til morgenmaden og min avis, mens han hyggesov i sofaen og måske kom med legetøj, som vi skulle lege lidt med. Det sidste blev mindre de sidste 2 år, hvor han ikke kunne holde til for meget tummel.
Øjnene svier, og jeg har svært ved at finde en ny rutine – åhr hvor jeg savner ham!
knus kære Hanne
Frida
Tak Frida
Jeg forstår dig godt. Sorg og savn er svært at have med.
Ja, det maa vaere rigtig svaert. Sikke dejligt Diki “taler” til dig og os paa billedet, jeg forstaar godt du savner ham.
Tak Gitte – han havde sådan nogle dejlige øjne!
Kære Hanne
At jeg hylede mandag aften da jeg læste om Diki kan du nok ikke bruge til noget. Heller ikke at jeg også syntes det er synd for dig at miste din hund. Jeg husker alt for godt hvordan det er at køre til dyrlægen den sidste gang og hvor skrigende tomt huset er bagefter. Du skrev du ikke vil have hund igen på grund af alder!? Hvad med en delehund? Dig og et familiemedlem. Eller en der vil arve hunden?
ÅÅH, jeg kan skrive til dig. Glemte at skrive : Venlig hilsen Gitte
Og jeg følger dig trofast på din blog.
Tak Gitte! Jeg synes jo, at man skal kunne se 10 år frem, når man tager en hund(ehvalp) ind! Så jeg har længe tænkt, at når Diki ikke kan mere, så må det slutte!
Men jeg har virkelig svært ved at undvære! Jeg “har ham” overalt i huset, og jeg er ikke færdig med tude!
Men det er for tidligt! Og jeg tillader mig selv at tænke, at en voksen hund kunne være en løsning – og jeg har muligheder for “nogen”, der kan arve, hvis det skulle blive nødvendigt.
Så jeg tænker!!! Og kigger foreløbig på “genrbrugshunde” på Dyrenes Beskyttelses side.
Er billedet af Diki taget en af hans sidste dage? – jeg synes hans oejne viser at han ikke har det godt. I saa fald er det endnu et tegn paa, at det er godt han fik fred.
Han var meget træt i den sidste tid – billedet er ikke fra de sidste dage – men han var jo syg i næsten 2 år!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var ved at være slut for, hvad han kunne klare!