Det var en laang køretur i går, Skærtorsdag 6. april, til Blidsberg mellem Gøteborg og Jønkøbing i Sverige, ca 580 km hver vej! Men i ældstesønnens komfortable VW multivan og med ham selv ved rattet gik det over al forventning! Vi kørte hjemmefra kl 7, var fremme ved 13-tiden og var hjemme igen kl 21.30!

Han er det hele værd! Hvor har jeg været heldig! Jeg har flere rare mennesker at takke, bl.a. opdrættere i Dansk Tibetansk Terrier gruppe, som var opmærksomme på mit tab af Diki og et ønske om omplacering til nyt hjem af Aramis, som har været avlshund, men ikke kan avle mere, så ejeren ønskede et godt hjem for ham – og det håber (og tror) jeg meget, at jeg kan give ham! Der er mange hunde i kennelen, som alle bor i huset, og han kan ikke så godt med sin far, og så er det bedre, at han får et nyt hjem, hvor han er ene-hund!

Han er en dejlig hund, som gav mig en fin velkomst:

Alle de andre hunde gav deres larmende besyv med bag lukkede døre, vi fik lov at hilse på 3, deraf 1 datter af Aramis, der er lidt forsigtig, men utroligt sød og smuk!

Det er flotte Aramis i hvert fald også:

Og værtsfolkene gav os også en meget venlig modtagelse – foruden udfyldelse af diverse papirer og en hyggelig snak om hunde mm, blev vi også budt på “Smørgås-torte” en dejlig svensk ret, som vi kender fra besøg hos familie i Värmland for mange år siden, og som jeg selv har lavet ved festlige lejligheder (for efterhånden længe siden) – det var en dejlig overraskelse!

Aramis er klart vant til at køre i bil, for han tog det helt afslappet! Vi havde medbragt et transportbur, som blev spændt fast, og der lå han uden en lyd de første 3 timer. Efter et lille stop på en tankstation, så alle kunne komme ud og tisse (der var heldigvis nogle interessante træstubbe langs pladsen græsrabat, som skulle tisses op ad allesammen), fik han sikkerhedsbælte på og sad ved siden af mig på bagsædet eller gulvet resten af vejen – og stadigvæk uden en lyd! Det er dygtigt, når man tænker på, at vi kun havde kendt hinanden i få timer!

Herhjemme i god behold fik han travlt med at udforske hele huset og baghaven, mens jeg pakkede ud, så gik vi en lille tur (det var tiltrængt) i nabolaget, og så fik han mad. Han har fået en stor spand af sit sædvanlige foder med + en pose godbidder + andre ting, så der er noget bekendt.

Så var der ro på, jeg fik lige en kop te, og så gik vi i seng, dvs han fik et medbragt tæppe at ligge på i mit lille sovekammer – den kurv, jeg har fra Diki, er for lille, men han sover efter sigende også oftest på gulvet.

Hele natten var der ro! Og da jeg var oppe ved 6-tiden, men gik i seng igen, lagde han sig stille og roligt inde i stuen – men holdt øje med mig!

Mit mangeårige program med morgentur før morgenmad holder jeg fast i, og det var han også med på! Men han skal lære noget om at gå pænt i snor! Der er ikke noget at sige til, når man ikke kender omgivelserne og vejen, man går, at det er lidt forvirret og man kommer til at trække lidt til den ene side og så den anden, men det skal nok komme!

Aramis er en utroligt rar og kærlig hund! Jeg er meget, meget glad for, at have fået ham i huset. Han er noget større end Diki, men jeg har jo haft endnu større hunde, så det er OK. Han er flot, smuk og dejlig – se bare billederne – og sikke en skøn pels! Den kan jeg ikke magte på længere sigt, men jeg har fået fuld forståelse for, at han bliver klippet, og der er bestilt tid om en måned hos den dygtige hundefrisør, der klippede Diki!

Så nu skal vi “bare” tilpasse os hinanden – og det går foreløbig meget godt! At det kan lade sig gøre, og at jeg har mod på det, er kun fordi datteren min, som selv har 2 af samme slags, har lovet at tage ham til sig, hvis der sker mig noget, der betyder, at jeg ikke selv kan sørge for ham. Der vil jo nok være nogen, der mener, at det er vildt at få ny hund i en alder af 83 år – men jeg “tør” godt med den opbakning!