Især om aftenen er Aramis kælen! Han ligger på gulvet eller i sofaen, sommetider med et tyggeben, og så virker det, som om han pludselig kommer i tanker om noget – savner han sin familie? – og så kommer han hen og skal have et kram! Helt bogstaveligt! Han lægger forbenene op i mit skød – hopper ikke op – og så lægger jeg armene om ham og krammer, mens han putter sig ind til mig!

Så hopper han ned og lægger sig igen.

Det går rigtig godt, og vi har fundet en god rytme! Jeg børster ham lidt hver morgen (som jeg gjorde med Diki), sætter el-kedlen i gang (og så vender jeg mig om for at tage Diki’s piller – nåh nej!!!), og går ud og tager sko og frakke på, Aramis er helt med på, at nu skal vi ud og gå tur, han render lidt rundt om mig, men sætter sig pænt og får snor på – tydeligt ivrig! Igen: han sidder pænt udenfor døren, mens jeg låser, og så går han i strakt snor i græsrabatten, tisser et par gange, leder lidt uroligt, sætter sig så med pelsen bredt ud som et skørt, så man ikke kan se en snus af, hvad der foregår, rejser sig – og ja, der ligger en stor, stor lort! Det ligner, hvordan en tæve gør i samme situation, men det er nok pga pelsen. Når han tisser, er man ikke i tvivl om, hvad der foregår, for det er med højt hævet bagben! Det hele sker, inden vi er kommet ud på gaden, altså inden for vores andelsboligs område – meget praktisk, for så kan jeg komme af med posen med det samme, uden at skulle bære den med mig på turen!

Vi går samme rute hver morgen, møder sommetider vores sædvanlige hundevenner, som han allerede genkender. Men også af og til nye, som han er usikker på, men hurtigt accepterer at hilse på.
Men han er ikke ret god til at gå ordentligt i snor – det er den eneste ting, jeg ikke er glad for. For han er stærk og hurtig, så jeg skal holde godt fast og hele tiden minde ham om, at han ikke skal trække!

I dag gik det op for mig, at han er usikker og ikke helt tryg – det er for nyt, og der sker for meget! Der har været så stille i påskedagene, men i dag var der den (for mig) sædvanlige morgentrafik med cykler, børn og biler, og det gjorde ham urolig! Endnu værre var det i eftermiddag, hvor vi gik ned til butikstorvet, for at aflevere hans data hos dyrlægen, det blæste lidt og pludselig sprang han ½ meter til siden – der stod et skilt og vippede i vinden – det kunne han ikke li’ – og det var der, det gik op for mig, at der er meget nyt at vænne sig til! Herhjemme er der jo roligt og trygt, så der går det hele så fint, men ude skal han have støtte! Og der er nok en sammenhæng mellem hans usikkerhed og de “mærkelige”, ukendte omgivelser!