Ud af det Blå blev jeg igen ramt af den mærkelige sygdom, som aldrig er blevet diagnosticeret, selv om jeg har haft den en del gange de seneste år!
Pludselig i går morges kl 5, vågnede jeg med stærke smerter i ryggen – jeg troede, jeg havde ligget forkert – men så kunne jeg genkende smerterne, der som andre gange breder sig ud fra mellemgulvet, under ribbenene og om i ryggen – og det gør simpelthen så ondt, at jeg ikke synes, jeg kan være nogen steder. Jeg håbede, at det hurtigt ville gå over – men NEJ! det blev bare værre. Så jeg overgav mig og ringede og fik en tid hos lægen.
Heller ikke denne gang fandt min sygeplejerske og læge ud af, hvor de mystiske smerter kommer fra. Denne gang var der hverken feber el forhøjet infektionstal, som andre gange, hvor jeg er blevet sendt på sygehuset i 1 – 7 dage.
Men heldigvis fik jeg stærke, morfin-lignende kapsler ordineret. Og ordre om at komme igen i dag for blodprøver.
Der gættes på mavesår el en sivende galdeblære, det passer på symptomerne, som sure opstød og halsbrand, som jeg har lidt af i mange år og får piller for, men denne gang hjælper de ikke!
Pillerne hjalp foreløbig, men jeg var helt ved siden af mig selv og småsov resten af dagen og aftenen. Heldigvis har jeg nogle omsorgsfulde børn, og datteren kom i går eftermiddags og gik tur med Aramis (det kunne jeg ikke selv), og hun havde også købt lidt ind til mig – men jeg havde sådan en kvalme, at det kun blev små bidder, jeg kunne få ned!
Hun var helt rørt over, at Aramis også viste mig omsorg! Han lagde sig halvejs hen over mig i sofaen – han er virkelig sød og kærlig!
I dag kørte ældstesønnen mig ind til lægen for at få taget blodprøver – jeg må ikke selv køre bil pga de stærke piller. Og han blev her også et par timer, da vi kom tilbage.
Men jeg har det meget bedre i dag, er mere klar i hovedet, og de stærke smerter er væk, formentlig ved pillernes hjælp.
Nu er jeg spændt på, om blodprøverne viser, hvad der er galt