Tænk at man kan blive så glad for en hund!

Ja, jeg har bestemt været glad for de 5 dejlige hunde, jeg har haft forud, fra 1979 – 2023! Og jeg mindes dem alle med stor kærlighed og vemod!

Men det er på en eller anden måde noget andet denne gang! Måske fordi jeg havde indstillet mig på, at jeg ikke skulle have flere hunde?

Som bekendt blev det ikke sådan! Jeg var virkelig trist og begyndte allerede 1 uge efter afskeden med Diki at kigge på Dyre-sider på nettet!

Men det var hjælp fra andre Tibetaner-ejere, der hjalp mig på vej og gav mig tippet om den voksne, 7-år gamle hanhund oppe i Sverige, der var udbudt som omplaceringshund.

Og ikke at forglemme hjælpen fra 2 af mine børn, idet den ene gav løfte om at være “back-up” og overtage, hvis der skulle ske mig noget (ikke helt urealistisk i min alder af 84), og den anden ville køre mig 600 km til Blidberg/Jönköbing/Sverige for at hente ham!

Og så selvfølgelig Susanne, der vovede at overlade sin skat til en gammel kone, som hun slet ikke kendte! Ovenikøbet for en meget beskeden pris “for den der vil give ham et godt hjem”, som hun skrev i vores korrespondance! Han er jo en meget fin hund, som har taget mange priser på udstillinger og er “champion” i både Norge, Sverige og DK! Han er bare blevet steril og kan ikke bidrage til hvalpe mere, og hun er jo opdrætter med flere fine hunde af samme race.

Men jeg har da tænkt mange gange (bagefter), at det kunne være gået helt anderledes, for der var jo ingen garanti for, at vi passede sammen, Aramis og jeg!

Det viste sig, at det var heller ikke helt nemt! Der var nogle ting, han skulle lære, for at han kunne gå tur med mig! Han havde ikke lært at “promenera”, som Susanne skrev: “Når man har 8 hunde, går det ikke, så cykler man ud ad naturstien med hundene!”

Så jeg havde ondt i ryggen i de første 14 dage af at holde igen og styre ham ! Det var hårdt! Men Susanne skrev, at jeg skulle sige til, hvis det ikke gik, så ville de komme og hente ham! (600 km hver vej!)
Det gik! Godbidder kan meget! Kærlighed ligeså! Og det var vist ikke kun mig, der var glad for ham – det modsatte viste sig også meget hurtigt at være tilfældet!

Allerede, da vi kom til Blidberg, sønnen og jeg, fik jeg en meget kærlig modtagelse! “Det er vist nogle spændende godbidder, du har i lommen”, sagde Aramis’s ejere!

Og da vi lidt senere blev budt på frokost, tog sønnen et billede under bordet, uden jeg så det – hvis fødder ligger han ved?

Og den lange tur hjem lå han så fint og uden en lyd i transportburet og efter en tissepause lå han ved siden af mig i sikkerhedssele.
Efter en hurtig inspektion af mit lille hus, en skål mad og en tur i de fremmede omgivelser, sov han også helt roligt hele natten på gulvet ved siden af min seng! Hold da op, han er god!

Mine andre hunde har jeg gået til træning med helt fra de var små hvalpe. Denne gang var det en opdragen hund, jeg fik – der var bare nogle ting, han ikke var vant til, som jeg måtte lære ham. Men Aramis er utrolig god til at lære! Han vil gerne samarbejde, og ros og godbidder værdsættes!
At gå i snor ved siden af eller lige foran mig lærte han på 2-3 uger – også selv om han faktisk er lidt nervøs for fremmede lyde som et skilt, der står og blafrer, eller store biler og busser, der kører forbi! Han boede jo på landet. Men han har lært, at når jeg ikke reagerer, så er der ikke noget at være bange for!
Det største problem var (og er lidt stadigvæk), at han ikke kan lide andre han-hunde! Susanne havde fortalt, at han ikke kunne med sin far, som de stadig har (konkurrence om tæverne?), men han kan simpelthen spotte en hanhund på afstand, og så kommer gebisset frem og hele kroppen spænder, mens han gør rasende! Der er ikke noget at sige til, at andre hundeejere med fredelige hanhunde bliver forskrækkede, men jeg forsøger at forklare, samtidig med at jeg dæmper ham ned! Og det er blevet meget bedre! Faktisk er han blevet gode venner med en stor Berner Sennen, som jeg har kendt i årevis, og som altid står og gør voldsomt af alt og alle, der går forbi hans have. Nu kigger Aramis efter ham, når vi går forbi, og når han kommer hen og springer op ad hegnet og gør, så svarer Aramis ikke igen, men de står snude mod snude med hegnet imellem sig! Det er virkelig flot!

Tæver har han som regel ikke problemer med, vi møder flere hver dag, og især en lillebitte sølvgrå yorkshire terrier Ronja har indsmigret sig! Ronja har Diki og jeg mødt gennem mange år, og hun ved godt, at der er godbidder i min lomme!

Nu er det næsten 3 mdr. siden, vi hentede ham i Sverige, og han skal i hvert fald ikke hentes tilbage igen! Der er slet ingen tvivl om, hvor han bor og er glad for at bo – nåh ja, her er han jo også hovedperson og skal ikke konkurrere med 7 andre hunde! Det kan godt ses, når han får mad, at der var konkurrence – skålen er lynhurtigt tom!

Med Susannes absolutte opbakning blev den kæmpestore pels klippet professionelt efter 1½ måned – den kunne jeg ikke passe! Og selv om det var en imponerende pels, synes jeg, han er så fin og sød med en kortere pels, som jeg kan børste, og som er uden filter! Det er ikke ualmindeligt, at udstillingshunde “får lov” at blive klippet, når de går på pension, og det ville Susanne også have gjort.

Efter en mindre, mere stille og gennem de sidste 2 år hjertesyg hund, er Aramis en stor forandring, og det har jeg selvfølgelig måtte vænne mig til! Men det er spændende, og vi “spiller godt sammen”! Han er intelligent, lærevillig og lærenem – og så er han så kærlig! Om aftenen, når jeg sidder i min stol og strikker/ser TV, ligger han på gulvet, helt udstrakt og slapper af – men så lige pludseligt kommer han hen og ser indtrængende på mig, mens han piber ganske, ganske stille – så er det tid til et kram! Sommetider skal vi over i sofaen, hvor der er bedre plads, for han er ikke nogen skødehund! Når vi går i seng, vil han gerne op i fodenden af min seng – men det varer kun få minutter, så hopper han ned igen og ligger skiftevis i sin nye kurv (Dikis var for lille) eller på gulvet.

Hans yndlingsplads i dagstid er ved det lille vindue i entreen, hvor han kan ligge og kigge ud på pladsen mellem husene – så gør han af, hvad der rører sig, og især andre hunde!
I går aftes tudede han pludseligt som en ulv! Så kaldte jeg ham ind i stuen og tudede med! Det var sjovt! Så tudede vi lidt til hinanden – Aramis med nakken behørigt bøjet tilbage!

Jeg har fået liv i huset igen – og glæde! TÆNK at jeg kunne være så heldig!!!