Ja, det var lige, hvad jeg var i tirsdags, da jeg faldt over mine egne ben herhjemme i min entre og faldt tungt på den højre hofte!
Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete, men har en erindring om, at jeg snublede på gulvtæppet, der ellers er fast nok, men det var, som om den ene fod hang fast i underlaget? og så krydsedes benene og der var ikke noget at gribe fat i, andet end den glatte væg. Så der lå jeg – og AV-AV, det gjorde ondt! Da jeg havde sundet mig lidt og mærket efter, om jeg kunne bruge arme og ben, fik jeg med stort besvær stablet mig op at stå, men det gjorde hvinende ondt i højre hofte, og jeg kunne kun med stærke smerter flytte mig med bittesmå skridt, klamrende mig til den gamle stærke knorte-stok, som står i en holder i entreen.
Jeg var faktisk på vej ud af døren for at køre ind til min læge for en kontrol-blodprøve, og derefter skulle jeg have været på en lille tur på Volden med datteren for at se de natur-kunstværker, som 36 florister fra 11 lande havde lavet i dagene forud. Det kom jeg ikke! Jeg måtte ringe afbud, først til lægen, hvor sekretæren foreslog, at jeg skulle komme ind og få kigget på det – men det kunne jeg slet ikke overse – og i hvert fald ikke selv køre. Jeg troede (og tror) heller ikke, der var noget brækket, og jeg kunne jo støtte på benet, selv om det gjorde ondt.
Datteren kom herud lidt senere, købte ind for mig og gik tur med Aramis – det kunne jeg i hvert fald heller ikke!
Og så var det bare Panodil – slappe af så godt som muligt i min stol – se Tour-de-France – og strikke! Men indrømmet: jeg havde det rigtig skidt!
Heldigvis har jeg en næsten-nabo, der er glad for at passe andres hunde, og hun kom over og lovede at gå tur med Aramis næste morgen, og datteren kom igen og tog eftermiddagsturen. Så kunne jeg selv igen. Men det gjorde stadig ondt, og det gør det også nu, 4 dage senere, men nu ikke så slemt!
Det værste er, at jeg blir så træt, så træt! Det er anstrengende at ha’ ondt!
Men igen må jeg prise, at jeg har rare børn, der hjælper, og en dejlig hund, der er tålmodig og omsorgsfuld! Han kan godt mærke, at jeg ikke frisk! Så vi går ikke så langt.
Jeg blev for nogle år siden knoglescannet i en folkeundersøgelse og fik at vide, at mine knogler er så stærke, at de slet ikke ville se mig igen! Det er jo rart at vide. For det er jo ofte sådan, at vi gamle kommer til skade: de fleste ulykker sker i eget hjem!